Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
FRANDSEN FINN
Foto: FRANDSEN FINN

VREDE. Den unge digter, Yahya Hassan, der i næste uge udgiver en række vrede digte om sine forældres generation, læste i aften højt for Politikens debattør- og kritikerskole.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Yahya Hassan: »Jeg ved ikke, om de inderst inde er racister, eller om de kan lide mine digte«

Den unge digter tvivler på, at hans sympatisører kan lide ham for hans digte.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Yahya Hassan er listet ind i Politikens Hus i brune lædersko og med en stram hestehale.

Han sætter sig på en trappe i hjørnet af lokalet og venter på at læse sine vrede digte højt for eleverne på Politikens debattør- og kritikerskole.

Han kigger lidt på personerne tættest på ham, mens en oplægsholder taler færdigt.

Men med det samme, ordstyreren introducerer Yahya Hassan, slår han blikket ned i gulvet. Han stirrer på sine hænder og leger lidt med dem, selvom der ikke er noget legesygt over minen på hans læber.

Han smiler ikke, slet ikke til publikum, idet han går på scenen. Faktisk kigger han ikke på dem. Cafébordet og A4-papirene med digte på er alt, der fanger hans blik.

Folk bruger hvad de vil På få dage er Yahya Hassens 'fucking vrede' mod sine forældres generation blevet delt som en varm - næsten udkogt - kartoffel på sociale medier. I lørdags tordnede han mod indvandrerunderklassen på forsiden af Politikens debatsektion, og siden er han blevet spist, suget ind og spredt ud over alt fra dagblade til Deadline.

Det kulminerede tirsdag aften, hvor han med Krasnik som dirigent, snakkede om religiøse hyklere og bad en kritisk sociolog om at 'holde sin kæft' for åben skærm. I timerne efter udsendelsen modtog den unge, aarhusianske digter utallige trusler på livet.

I dagene efter blev han kaldt et gidsel for borgerlige debattører og nævnt i samme åndedrag som de 'præmieperkere', han ikke vil sammenlignes med. Som svar på et spørgsmål, om det har været hårdt, nikker han.

Men Yahya Hassan føler sig ikke misbrugt eller kørt ned i en pludselig højresvingsulykke af en lastbil ført af danske medier.

»I Deadline havde jeg brug for at uddybe, at jeg ikke ville generalisere«, siger han i salen, som er klasseværelse for de unge kritikeraspiranter.

»Men alle vil have en bid, og alle har en mening om mig«, siger han.

Troen på tvivlen
Den 18-årige digter står foroverbøjet på scenen og holder en strakt armslængde til cafébordet. Nakken, som bærer ugens mest omtalte hovede, er bøjet let. Blikket er stadig i cafébordet, idet han tager luft ind og begynder det første digt.

»Jeg bærer på troen som tvivlen, tvivlende på troen og troende på tvivlen«, lyder en del af det, han læser op.

Emnerne er ikke ungdommelige eksistenskriser, kærestesorger og kvaler med at blive voksen, som man kunne forvente af en ung knægt, der kun lige er blevet myndig.

Emnerne er fyldt med vrede i sin reneste form. En koncentreret vrede, som ikke bliver blandet op af det vand, han drikker i pauserne i oplæsningen. Yahya Hassan fortæller, at han har modtaget ligeså mange støttende beskeder som dødstrusler. Alligevel er han usikker på støtten.

»Det strømmer ind med beskeder, men sympatien er ikke nødvendigvis en god ting. Jeg ved ikke, hvad det er, folk roser mig for. Folk bruger mig i den sammenhæng, de har brug for«, siger han og tilføjer så:

»Jeg ved ikke, om de (sympatisørerne, red.) inderst inde er racister, eller om de kan lide mine digte«.

Vreden retter ryggen

Når han læser, synger han i en fast takt. Han synger ikke om damer og druk, som Kidd, Kesi og andre nydanske stjerner gør. Han digter om svaghed, straf, familier og skam, og han får et bifald fra de fremmødte, som er højere end til en hipsterkoncert på Nørrebro.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et digt hedder 'Fødslen' og handler om at pille ved kusinerne og om at bede og lade være. Sangen og den skrøbelige takt bliver mindre, og tonen bliver hårdede. Den foroverbøjede kropsholdning ændrer sig, mens vreden i digtene og stemmen retter Yahya Hassans ryg.

»Jeg fyldte min mave med svin og kom udelukkende hjem for at skide«, siger han og læser videre i et digt om hans forhud:

»Jeg vil finde den sidste stump af mit rådne jeg og sy den på igen«, stadig vredere, højere og med mere rynkede bryn.

I ét og samme åndedrag færdiggør han digtets sidste sætning og siger »tak for opmærksomheden«, stadig med øjnene på bordpladen og nu med papirerne i hånden. Han går af scenen med to hurtige skridt, mens klapsalver fra salen omslutter ham som aggressive bølger.

Han vender ryggen til dem og ligner en mand, der er ved at drukne. Han tager sin jakke og forsvinder hurtigt ud af døren uden på noget tidspunkt at vende kroppen mod salen, der højlydt hylder ham.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden