Rejse. »Klummen ligner mit hjerte. Dette hjerte, der langsomt er begyndt at vågne til dåd i den svenske snestorm«, skriver Olga Ravn.
Foto: MIK ESKESTAD (arkiv)

Rejse. »Klummen ligner mit hjerte. Dette hjerte, der langsomt er begyndt at vågne til dåd i den svenske snestorm«, skriver Olga Ravn.

Bøger

Olga Ravn: At skrive er en måde at tænke på

Digteren skriver sin første klumme for Politiken. Om hjertet, en rejse og den henslængte skrift.

Bøger

Jeg kan ikke længere fatte noget, hvis ikke jeg skriver om det. Nu begynder jeg altså at skrive disse klummer til dig, kære læser, om mit liv, rastløst omflakkende i skandinavisk litteratur.

Først tager jeg til Stockholm, og så tager jeg videre til Bergen. Med mig har jeg forlaget Arenas nyudgivne antologi ’Ny svensk poesi’ og en grøn uldnederdel, jeg har købt i dyre domme sidste år, da jeg inden en optræden på BogForum havde en hidsig tøjkrise og købte et nyt outfit på vejen.

I Sverige har jeg en date, i Bergen skal jeg læse digte op.

LÆS OGSÅ

Romantikken opstår
Man træffer nogle valg, og pludselig en dag er man blevet dem. Jeg står altså her i sneen i Stockholm, og de røde lysreklamer kaster deres chiffonagtige slør over mit ansigt, og mit ansigt henlægger i rødt lys, der er noget filmisk ved at rejse, altid, bare til Sverige.

Allerede nu har jeg mange gange forestillet mig, hvordan jeg fra lufthavnstoget skal falde direkte ind i svenskerens favn i en omfavnelse, der er Anna Karenina værdig.

Engang valgte jeg, at jeg gerne ville skrive. Og nu er det siden blevet en nødvendighed. Der var intet medfødt over det, men det er blevet den, jeg er.

Jeg møder dette nye, elskelige menneske og ser mig selv igen, der, hvor jeg står, 27 år, plaget, neurotisk. Altid omrejsende, utålmodig og lækkert grådlabil. For hver gang jeg møder kærligheden, bliver jeg mere uforsigtig, mere grådig og urimelig. Hjertet elsker dybere og mere rigidt.

Jeg skal skrive om litteratur, men jeg vil gerne skrive om at skrive. At skrive er blevet en måde at forstå verden på, eller en måde at gå i forbindelse med den på.

Asta Olivia Nordenhof skriver, og jeg parafraserer: »Jeg skriver, og jeg fjerner mig fra mine nærmeste, og der bliver ømheden størst«. At skrive er en måde at tænke på. Poesien er det, skriften, en måde at være på. Der er ikke en romantik til at begynde med, men romantikken opstår.

En overflødig skrift

At skrive en klumme kommer altid til at handle om at skrive. Klummen er en skøn overflødig skrift, ikke nyhedsstof, ikke roman. Ikke smagsdom, ikke skønlitteratur.

Denne klumme er et biprodukt af min rejse til Stockholm, men den er også netop denne klumme, denne tekst, igennem hvilken jeg fatter min rejse.

Jeg stiger om bord på flyet, jeg knuger mine armlæn, når vi letter, når vi lander. Jeg træder ud på svensk jord, bades i rødt lys, lægger min mund mod en andens, jeg lever for at leve, det er så ganske enkelt. I mig folder kærligheden sig ud som en pamflet.

LÆS OGSÅ

Jeg læser den så let, som man læser et spindelvæv eller den lille fjollede tekst bag på mælkekartonen, som man stener over, mens man vågner med morgenens kaffe i næsen. Jeg elsker disse mælkekartonstekster. Tekster, der ingen steder hører hjemme. Der ikke er avisstof og ikke prosa.

Klummen ligner mit hjerte. Dette hjerte, der langsomt er begyndt at vågne til dåd i den svenske snestorm. Med svenskeren sovende ved siden af bordet, ved hvilket jeg sidder og skriver disse linjer.

Hjertet er en papirlap, der vælter rundt i noget vind i gården. Så vimsende og fjantet som det overflødige, det luksuriøse, klummen, den henslængte skrift.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce