Historiker. Bent Jensen synes, at de intellektuelle er nogle sludrechatoller.
Foto: MIK ESKESTAD (arkiv)

Historiker. Bent Jensen synes, at de intellektuelle er nogle sludrechatoller.

Bøger

Koldkrigsekspertens respekt ligger hos de jævne mennesker

Bent Jensens version af historien om Danmark under den kolde krig udkommer på tirsdag.

Bøger

»Jeg er ikke frihedskæmper, for det er farefrit for mig at skrive det, jeg skriver. Det er også alt for stort et ord at bruge – jeg kan godt lide ordet historiker!«.

Politikens håndtegner Roald Als og jeg har begivet os ind på Bent Jensens forlag, Gyldendal, for at lege ’good cop/bad cop’. Bent Jensen udgiver på tirsdag ’Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark 1945-1991’.

Jeg er som slavist og en slags kollega ret enig med Bent Jensen, om end ikke altid i hans kildeakrobatik, og jeg kan godt lide manden.

Roald Als bryder sig derimod som inkarneret socialdemokrat og gammel atomvåbenmodstander ikke om at blive betragtet som en nyttig idiot.

Fire år forsinket
Den nu 75-årige dr.phil. Bent Jensen er historiker med Sovjetunionen som speciale.

Han har stædigt påpeget den himmelråbende naivitet, den danske venstrefløj efter hans mening udviste over for en reel militær trussel fra øst, og Danmarks letsindige omgang med de krav, Nato stillede for at garantere vores sikkerhed.

Her har han ofte været på kollisionskurs med opfattelsen i både Folketinget og især blandt de venstreintellektuelle.

Da Dansk Institut for Internationale Studier i 2005 offentliggjorde den længe ventede rapport ’Danmark under den kolde krig’, var der især i Dansk Folkeparti så stor utilfredshed med DIIS’ resultater, at Bent Jensen i 2007 med DF’s hjælp og under megen diskussion fik en bevilling til at lede et Center for Koldkrigsforskning.

Centret skulle især undersøge den militære trussel mod Danmark og fodnotepolitikken i 1980’erne.

Det er resultatet af denne bevilling på 10 millioner kroner og denne forskning, Bent Jensen nu – fire år forsinket og med spænding ventet – fremlægger i to bind på i alt ca. 1.500 sider med titlen ’Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark 1945-1991.’

Lidegaards glansbillede
Bent Jensen er en kontroversiel, aktivistisk historiker, og han har mange fjender. Måske derfor er han en trænet og dreven polemiker.

Du har kaldt din koldkrigshistorie ’Ulve, får og vogtere’. Hvem er vogterne?

»Vogterne er efterretningstjenesterne, som skal passe på både ulve og får. Men i bredere forstand er det hele det demokratiske samfund, som stod vagt om den danske nation«.

Du er vel også en slags vogter?

»Som historiker? Det er meget ærefuldt, hvis jeg er vogter! Det vil jeg gerne være!«, siger Bent Jensen og ler afvæbnende.

»Der er bare det ved det, at når historikere er vogtere, kommer de desværre frem til forskellige opfattelser og forskellige konklusioner«.

Hvorfor siger du ’desværre’?

»Jo, fordi så kan alle historikere jo ikke være vogtere ...«.

Hvorfor ikke?

»Fordi de er vildt uenige. Nogle vil synes, at min bog er en hysterisk fremstilling af forholdene under den kolde krig, for der var efter deres mening ikke nogen trussel, hverken indadtil eller udadtil. Det vil jeg tro, din chefredaktør Bo Lidegaard mener, ligesom han påstår, at alle stod last og brast under besættelsen. Det er et glansbillede efter min mening«.

Vogteren. Han vil være stolt over at blive kaldt 'vogter'. Der skal nemlig holdes øje både med fjender udefra - ulvene - og de naive danskere - fårene. Tegning: Roald Als
Foto: ALS ROALD/Politiken-Tegning

Vogteren. Han vil være stolt over at blive kaldt 'vogter'. Der skal nemlig holdes øje både med fjender udefra - ulvene - og de naive danskere - fårene. Tegning: Roald Als

Intellektuelle sludrechatoller
Du har i dine bøger om USSR haft en meget høj vurdering af det (sovjet)russiske folk, dets potentiale, medfødte retsindighed og sunde instinkter. Og i denne bog har du den samme høje vurdering af det danske folk. God vilje, sund fornuft og evne til at gennemskue varm luft. Det er en rød tråd i dit historiesyn.

»Det har jeg ikke selv tænkt på, men det har du faktisk ret i. Det går helt tilbage til min bog ’Stalinismens fascination’ fra 1984. Der mistede jeg virkelig min barnetro på intellektuelle. Intellektuelle er jo faktisk sludrechatoller langt de fleste ...«.

Håndtegnerens kropssprog afslører hans fryd, og en uventet alliance tegner sig i lokalet. Da jeg påpeger dette, viser Bent Jensen hurtigt politisk håndelag ved straks at påpege hans og Roald Als’ fælles stærke EU-skepsis.

»Der er én ting, jeg er meget, meget ked af: Det, jeg kalder ’Forsamlingshusdanmark’, fylder alt for lidt i bogen. Det er et lille forkølet kapitel; det var, fordi vi løb tør for tid. Men der skulle have været en ordentlig gedigen undersøgelse af, hvad man talte om i forsamlingshuse og studiekredse og på aftenskolekurser«.
Jensens helte
Meget imod sin forventning og sit instinkt har Bent Jensen under arbejdet med ’Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark 1945-1991’ fået, hvad han kalder en »kolossal respekt« for fem-seks af de højest placerede embedsmænd i Udenrigs-, Justits- og Forsvarsministerierne.

»For de var med til at holde skuden på ret køl, da den begyndte at slingre i fodnoteperioden i firserne. Der er en ejendommelig – naturligvis uformel – alliance mellem Forsamlingshusdanmark og tophierarkiet af embedsmænd i centraladministrationen. De trak faktisk på samme hammel. Det er mine helte, de to grupper«.

Bent Jensen er også en stor beundrer af H.C. Hansen, dansk statsminister 1955-60. Igen en repræsentant for jævne folk med sund sans?

»Lige præcis, det er jo det!«.

Er der også et element af klassekamp i det her: den akademiske, verdensfjerne politiske elite med nogle luftige socialistiske synspunkter og så folkedybet, der godt kan skille skæg fra snot?

»Jo, jeg mener, at der er en kolossal modsætning mellem de to grupperinger. Jeg vil ikke kalde det klassekamp, men min respekt ligger meget mere hos de jævne mennesker, end den ligger hos de der illusionsmagere«.

PET og kantinemad
Det allerførste billede i din bog er et helsidesfoto af JakobScharf, den daværende chef for PET. Hvorfor vælger du at vise et billede af en mand, du mener har chikaneret dig?

»Fordi det har i den grad forpestet mit liv og forsinket værkets udgivelse, at PET ikke ville afklassificere de dokumenter, jeg skulle bruge. Og de har ’ikke kunnet finde’ papirer, vi allerede havde set og havde præcise journalnumre på. Måske til en af mine medarbejdere, men jeg fik nej – til det samme materiale! Jeg ved ikke, hvad der er værst, og om jeg skal håbe, at de ikke kunne finde det, eller at de ikke ville«.

PET’s uvilje mod Bent Jensen blev større, efter at han efter tjenestens mening havde citeret fra fortrolige papirer.

»Scharf forsøgte at få frataget mig min sikkerhedsgodkendelse, før jeg var færdig med det her projekt. Hvis det var lykkedes ham, var denne bog aldrig kommet. Så måtte jeg have forladt min stilling og efterladt en bunke papirer«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor forsøgte han det?

»For at genere mig. Han henvendte sig til Forsvarsministeriet og opfordrede dem til at se nærmere på ham der Bent Jensen, som havde lækket fortrolige oplysninger«.

»Men hvorfor skulle Scharf genere dig?«, holder håndtegneren fast.

»Jeg ved det ikke«, svarer Jensen. Og tilføjer, da han mærker, at vi venter: »Hvorfor skulle han ellers gøre det? Jeg kan ikke se ind i hans hjerte og nyrer«.

Men du græd tørre tårer, da han blev fyret?

»Det var en glædens dag! Jeg trak en virkelig god flaske rødvin op!«.

»I burde jo være på samme side?«. Det er håndtegneren igen.

»Jeg ved ikke, hvad side han er på. Han talte altid om mad og restauranter de få gange, jeg mødte ham. Jeg kan huske« – professoren afbrydes af sin egen klukkende latter – »han sagde engang: »Den møgkantine, vi har i PET, den er for politibetjente. Men i det og det ministerium har de en god kantine!«.

Så han er åbenbart en stor madelsker – fred være med ham. Det var i øvrigt en fin kantine! Jeg spiste der i flere år«.

Men man kvalificerer sig tydeligvis ikke i dine øjne ved at skelne mellem menige folks og de fines forplejning ...

»Jeg forstår ikke, at han over for tredjemand ville sidde og nærmest bagtale sine egne folk på den måde: en kantine for politibetjente!«.

»Det var jo også dem, der fik ham fyret!«, konstaterer håndtegneren til Jensens moro.

En mand med en sag
Betragter du sig selv som en typisk forsker?

»Ja, for søren! Jeg er historiker med stort H. Det har præget mig på godt og ondt. Jeg håber mest på godt«.

Men du er en mand med en sag. Det er ikke en typisk forskertilgang.

»Jeg har tænkt meget på det. Hvis jeg nu ikke havde lært det der russiske (på Hærens Sprogskole under værnepligten 1960-62, sammen med en halv generation af senere fremtrædende slavister, red.), så var jeg måske blevet middelalderhistoriker. Ved at vælge USSR kommer man ind i et mineret landskab, og man træder alle mulige over tæerne ...«.

Har det ikke også tiltrukket dig og passet dit temperament?

»Nej, det har det søreme ikke! Jeg var i den grad led og ked af de evige slagsmål«.

Men du kunne nok have fundet et fredeligt hjørne ...

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja, hvis jeg havde været en anden – men det er jeg ikke«, ler manden, mange opfatter som decideret konfliktsøgende.

Syv års retssag
Udgivelsen af ’Ulve, får og vogtere’ har blandt andet været forsinket af en retssag, Bent Jensen er involveret i.

Dagbladet Informations tidligere sikkerhedspolitiske reporter og analytiker Jørgen Dragsdahl meldte i 2007 Bent Jensen for injurier, fordi denne i en artikel i Jyllands-Posten citerede fra et PET-notat, han havde set under sine studier, der angiveligt kaldte Dragsdahl KGB-agent.

Bent Jensen siger ikke ligeud, at han fortryder, at han med sin artikel i Jyllands-Posten i januar 2007 foranledigede en injurieanklage og den lange retssag, hvor han først tabte og siden vandt og nu skal i Højesteret. Men:

»Jeg har sommetider spurgt mig selv, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg havde vidst, at det ville medføre foreløbig syv års retssag. Det er igen et af de spørgsmål, man principielt ikke kan besvare. For jeg kunne ikke vide det. Jeg blev faktisk meget forbavset over den injuriesag. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg måske ladet være«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce