Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
POLFOTO (arkiv)/Topfoto
Foto: POLFOTO (arkiv)/Topfoto

Fut-fut. Læseren kommer på tur med prominente gæster som Joyce, J.P. Jacobsen og Jens Baggesen. Men først og fremmest er det en tur med Rifbjerg selv, hans sprog og hans sansning.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rifbjerg inviterer med på førsteklasses togrejse

Den gamle digter har fortsat hele sit formidable register under kontrol.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det her er en formidabel togrejse, der bliver ved med at køre oppe i hovedet på en bagefter.

Der er sprog, sansninger og udsigt for hele billetprisen. Af ydre er ’Fut fut fut’ en lille bog, men den er stor indeni.

Vi er i damplokomotivets og spisevognens tid, dengang en togrejse var noget særligt, ikke skodtransport. Knap har Rifbjerg fået sat sit tog på skinner, før han zoomer ind på en detalje i kupeen eller skejer ud i litteraturhistorien.

Et eksempel. Toget kører gennem alpelandet. Der er »en lille hammer og et glas/ som man kan knuse og få fat/ i nøglen hvis noget skulle ske«. Men det gør der ikke, altså sker noget. Det er jo Schweiz, hvor ingenting sker. Ikke andet end at Chaplin nok går tur helt uden hat og stok et sted oppe i bjergene, og at springvandssøjlen i søen giver »et mudret solidarisk glimt fra Zürich/ i Joyces brilleglas«.

Flere kunstnere stiger på toget i de følgende digte. Her kommer Herman Bang: »Stationsforstanderen skiftede Frakke/ Til Toget.// Han var sur selvom han stod/ Med sit elskede flag parat til at vifte.// Den satans pc’er/ Den gjorde ham knuder«.

Det samme gør konen, og så kan de, der ikke har sagt helt farvel til deres gymnasiepensum i dansk, nok genkende Katinka Bais tilknappede mand fra ’Ved vejen’. Digtet hedder ’Bai Bai!’. Johannes Ewald og J.P. Jacobsen bliver udsat for en lignende kærligt anakronistisk pastiche.

Den morsomste og mest svimlende af disse forfatterture går med Jens Baggesen til katedralen i Strasbourg. Hvilken opsigt, hvilken udsigt, hvilken nedsigt! udbrød den gamle digter i ’Labyrinten’, da han havde besteget tårnet.

For den to hundrede år yngre digter er det navnkundige bygningsværk kun et digtertårn, der vækker minder om fnidderfejder som den såkaldte ’tylvtestrid’ om, hvem der skulle være digterkonge, Oehlenschläger eller Baggesen, »en krig som ingen kan vinde/ et tårn mellem ruiner«.

Sommerferietilbud til visne storbybørn

Togturen fremkalder også minder af en anden art, Rifbjergs spidskompetence: sansninger fra barndommen. Fælles med de to tidligere digterkonger har han evnen til at fyldes til randen af et enkelt ord fra fortiden. ’Sækkelærred’ er sådan et ord. Det »lugter af kælder«, det kradser, det er »noget man bruger/ Når man ikke har andet/ Eller er fattig/ Sækkelærred fortæller mange historier«.

En af disse historier foregår ved Storebæltsfærgen i 40’erne. »Et eller andet sted er der krig«, men det er ikke den, der fylder. Det gør derimod – for den lille dreng – kropsvisitationen, inden man skulle om bord, som tyskerne havde indført for at bekæmpe sabotage.

Her er forhæng af sækkelærred, groft afhøvlede bordbrædder. Og så: »Mest skændig berøringens ligegladhed«. Det, der også kaldes »ru intimitet«. Her nærmer vi os bogens inderste, forbindelsen mellem rejsens detaljer og kroppens fornemmelser.

Det er jo årgangsvinen i den rifbjergske poesis kælder. Drengens rejse over det minestrøgne Storebælt, renset, rent og sikkert.

Næsten sikkert, i hvert fald. Med endnu et ord fra anno dazumal, ’Svagbørn’, fører han læseren på en dramatisk togrejse til svagbørnskolonien, som man kaldte sommerferietilbud til visne storbybørn, der ellers nok kunne holde viceværten derhjemme stangen, når de gemte sig i vaskekælderen for at finde ind til deres egne kroppes hemmeligheder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sansningen af detaljen

Et langdigt midt i bogen er henlagt til året 1915, 16 år før digterens fødsel, mens han var henvist til at spejde fra rummet efter det »tilfældige samleje«, der skulle lægge køl til »en bevidsthed som tusind andre«, blot med den lille skævhed, »man kunne kalde pælen i kødet eller/ Splinten i øjet«.

Ja, det kunne man sandelig. De to bibelske metaforer omfatter smukt og præcist, hvad denne bog går ud på. Den splint, som ændrer sansningen af detaljen, så den kommer i centrum; den pæl, der rumsterer i bukserne og forbinder det sansede med god gammeldags sanselighed.

Selve langdigtet, på 17 tættrykte sider, bevæger sig ud ad mange tangenter. Vi er i flyvningens barndom, en maskine letter, København skal fotograferes fra luften. Der er meget at se på. Også litteraturhistorien, med Claussen, Brandes og Aakjær, går rundt i byen.

Der er fine detaljer i det lange digt. Men det er i bogens korte digte, man rejser hele vejen på 1. klasse. Her er energi, billedrigdom, stærke følelser sat på papiret af en mand, der fortsat har hele sit formidable register under kontrol.

Den mand behøver ikke frygte nogen tylvtestrid.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden