Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skov. For ikke at gentage sig selv har Helle Helle givet sig selv et benspænd i forhold til hendes nye roman - den foregår i en skov i Jylland og ikke i "Region Sjælland".
Foto: MIK ESKESTAD (arkivfoto)

Skov. For ikke at gentage sig selv har Helle Helle givet sig selv et benspænd i forhold til hendes nye roman - den foregår i en skov i Jylland og ikke i "Region Sjælland".

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Helle Helle vil ikke skrive den samme bog to gange

Helle Helles nye roman ’Hvis det er’ udkommer på fredag.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

... Startskuddet til en roman

»Der kan komme en bog ud af et sted, en person, nogle blade der drysser, oktober måned, nogle øjne der ser, et pandebånd, en elefantfod eller en gammel gryde. Har man det, er der pludselig nogle mennesker, der taler. Og bagefter er der en bog. Denne bog handler så om en mand og en kvinde, der er ude at løbe i en stor jysk skov, og som farer vild og bliver tvunget til at tilbringe nogle dage sammen i et shelter«.

... Altid at skrive det samme

»Hver gang jeg skriver, laver jeg nogle benspænd, fordi jeg ikke gider skrive den samme bog to gange. Det kan godt være, at de kommer til at ligne hinanden, men jeg indfører altid nogle nye elementer, så det forhåbentligt bliver noget andet. I ’Hvis det er’ er der for eksempel en mandlig fortæller, for det har jeg ikke haft før. Og så vil jeg gerne have, at den skulle foregå i Jylland, for mine andre bøger har foregået i Region Sjælland. Jeg har også tænkt: Hvordan kan jeg skrive fra et sted, hvor jeg ikke har alt det, jeg plejer? Det har været noget nyt for mig at have to fremmede mennesker, som farer vild i naturen, det ligner ikke et univers, jeg har skrevet fra før. Skovbunden, uglerne og træerne og sådan«.

... Skoven som sted

»Det var ret sjovt og svært at finde på noget at skrive fra det sted, da det jo er meget begrænset, hvad der er at fortælle om i sådan en skov, især fordi det bliver mørkt. Der er ikke er så mange genkendelige hverdagsrekvisitter at gribe fast i. Skoven er jo et lidt abstrakt sted, der kan ligge alle steder. Hvorimod mine andre romaner har været ret stedsspecifikke, for eksempel er de foregået i Rødbyhavn eller i Glumsø«.

... Shelteret som sted

»Først havde jeg tænkt på de der huse til dyr, hvor de kan gå ind og æde. Men jeg ville gerne have hovedpersonerne til at ligge lidt tæt, og jeg ville også gerne have, at der kunne være en hemmelig pose med nogen tæpper, så de ikke døde af kulde. Det er trods alt oktober måned. Så shelteret som sted er en praktisk foranstaltning, hvis man skriver en roman om nogen, der er faret vild i en skov, og de skal overleve«.

... For første gang at have en mandlig fortæller

»Jeg har altid tænkt, at jeg aldrig kunne have en mandlig fortæller, fordi jeg selv er kvinde. Jeg troede, at det ville være utrolig svært, fordi jeg jo ikke kan vide, hvordan det er at være mand. Det tog rigtig lang tid for mig at finde ud af, at der overhovedet ikke er en skid forskel. Jeg var nemlig bange for, at jeg ville gå rundt og blive småmaskulin af det her. Nogle gange lever jeg så meget i mine bøger, mens jeg skriver dem, at jeg begynder at gå rundt og gøre ting som karaktererne, men sådan var det ikke denne her gang«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

... Sproglig energi

»Sproget lever sit eget liv. Man kan ikke styre det. Alle kender det, at man har sat sig for at skrive et eller andet og man kan ikke få taget hul på det, og det bliver ikke til noget. Lige pludselig står der noget på skærmen eller på papiret, som man ikke havde forberedt, og som er bedre end det, man havde tænkt. Og det er, fordi sprog er så meget mere end information. Sprog er jo ikke kun indhold. Det er det, der sker, når man skriver. Det løber fra dig, og du farer vild i det, og du løber med det. Og derfor er denne bog endt med at blive alt muligt andet end planlagt«.

... At hugge historier fra tv

»Der er to dokumentarprogrammer, som har været inspirerende. Det ene er en TV 2-dokumentar, som blev sendt en del år tilbage, og som måske hed ’Farvel min elskede’ (’Farvel min elskede’ blev sendt på TV 2 i 2007). Her fulgte man forskellige mennesker, som var blevet alene. Blandt andre en kvinde, der var blomsterhandler i Vestjylland og som var blevet forladt af sin mand. Hun begyndte at løbe, efter at han var gået fra hende. Det var hendes største mål at løbe hele vejen fra sit hjem og 10 km ind til blomsterforretningen, og kameraet var med første gang, hun løb den lange tur. Jeg var meget draget mod hendes historie. Og så er der et andet program, der hedder ’I hus til halsen’, hvor forskellige mennesker ikke kan få solgt deres hus. Der var en mand, som boede i et hus, der ikke kunne blive solgt, fordi der lugtede mærkeligt, når folk kom og kiggede på det. Det viste sig, at der var hul i afløbet fra opvaskemaskinen, så der var løbet opvaskevand ud under huset. De to historier har været med til at sætte denne her bog i gang, fordi jeg synes, der var noget meget rørende ved dem«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

... Det tragikomiske

»Det kan godt generere god sproglig energi at kunne skrive fra et sted, hvor noget på en gang er både meget tragisk og samtidigt komisk. Den historie med opvaskemaskinen har jeg decideret hugget, fordi jeg synes, den var så tragikomisk. Man kunne også have taget en skikkelse som Jens Vejmand. Det er jo en forfærdelig trist skæbne, han lider, han hugger alle de andres sten, og da han så selv dør, får han kun et frønnet bræt. Og den synger vi så, når vi sidder i alle mulige forsamlinger. (I sang:) »Der står på kirkegården ...«. Alene melodien er fantastisk og helt vildt sørgelig, men det er også en lille bitte smule absurd og morsomt, at han får et frønnet bræt. Det betyder noget for mig, at tingene ikke bliver entydige«.

Helle Helle i samtale med Lise Garsdal i Politikens Hus, tirsdag d. 30. september kl 17.00-18.30.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden