Man må være absolut moderne«, lyder Arthur Rimbauds berømte credo fra ’En sæson i Helvede’, den kun 19-årige digters anarkistiske opgør med kristendommen og den fastlåste verden af i går. Han skrev ordene i 1873, og med moderne mente det unge, feberhede geni ’oplyst’, men også ekstatisk, visionær, fri – i kontakt med både sjæl og krop, som det understreges i allersidste strofe i den banebrydende digtsamlings afsluttende digt.
Antiselvhjælpsbogen ’Stå fast’, som vi anmeldte her i avisen i mandags, rummer også et radikalt opgør, men denne gang er det selve ’det moderne’, der må stå for skud. I bogen formulerer Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, et længe savnet opgør med det krav om evig selvudvikling og selvrealisering, som vor tids vestlige menneske er stillet over for.Brinkmann er noget så sjældent som en psykolog, der advarer mod al den psykologisering. Hans grundpointe i en tid, hvor der nærmest er et påbud om at opfatte sig selv som trylledej, der kan formes på uendelig mange måder, er at sige nej.





