Vesterbro. Tove Ditlevsen på besøg i 'Barndommens gade', Hedebygade på Vesterbro i København.
Foto: KNUD JACOBSEN

Vesterbro. Tove Ditlevsen på besøg i 'Barndommens gade', Hedebygade på Vesterbro i København.

Bøger

Tove Ditlevsen fik ret på tre punkter om sin egen nekrolog

Tove Ditlevsen ville ikke gå glip af sin nekrolog, så hun skrev den selv.

Bøger

Bogen 'Tove Ditlevsen - Jeg ville være enke, og jeg ville være digter' samler en række af digterindens i forfatternes egne ord »glemte tekster«.

Blandt disse tekster er en nekrolog, som Ditlevsen skrev om sig selv, mens hun lå på hospitalet.

»Jeg har aldrig været bange for døden, men det har altid ærgret mig, at man ikke får sine nekrologer at se, hvorfor jeg nu selv agter at skrive en«, noterer hun som argument for, at skrive om sit eget liv i datid.

7. marts 1976 døde Tove Ditlevsen. Dagen efter bragte Politiken en nekrolog - en regulær nekrolog - over forfatterinden inde på side ni.

Under overskriften ' Angst var underlag i Tove Ditlevsens digter-karriere' (læs hele nekrologen som PDF ved at klikke her) skriver Ole Storm, at Ditlevsen gennem sit liv var præget af angst og despression, men at hendes lyse sider, den unge Tove Ditlevsen, er værd at hæfte sig ved.

Og ser man på de to nekrologer, er der faktisk nogle punkter, hvor Tove Ditlevsen fik det, som hun ville have det.

Den største forfatter i 30 år

»Vi ser hende som den unge Tove Ditlevsen, der kunne være overgivent munter, når skæbnen undte hende de lysets og forårsstemningens perioder, da hun igen nærmede sig mennesker og igen skrev ud af sit generobrede forårssind, så alle, der læste hendes bøger og kommentarer til dagen (sidst her i Politiken) måtte fryde sig over hendes vid og sunde sans, alle hendes lykkelige pletskud af ironi. Hver gang hun havde dette sjælelige overskud, kunne hun dele ud af sin medfølelse for de hårdest ramte«, skriver Ole Storm i Politiken.

Han mener, at Ditlevsen er en af Danmarks største forfattere.

»Billedet af de senere års Tove Ditlevsen, der havde de store, overlegent skrevne bøger bag sig: romanerne Barndommens Gade, For Barnets Skyld, To Som Elsker Hinanden og novellerne: Den Fulde Frihed, Dommeren, Paraplyen, Forår, Den Onde Lykke og en række stærke og myndige digtsamlinger, giver ikke indtryk af den lykkelige ro, hun måtte følge i bevidstheden om at være vor største og sikreste digterinde nu i mere end tre tiår«.

Ole Storm slutter nekrologen med at konkludere, at dem, der dømmer Ditlevsen for hendes åbenhjertighed ikke forstår hende og ikke kan slå skår af hende af samme grund.

»Tove Ditlevsen var den største psykolog blandt danske digterinder i fyrre år«, skriver han.

Slør af melankoli over foråret

Hvordan stemmer det så overens med det, Ditlevsen skrev om sig selv (læs hele Ditlevsens egen nekrolog ved at klike på linket). Ikke så dårligt, faktisk.

For det første mente Ditlevsen også selv, at hun var god mod både børn og gamle. Altså »de hårdest ramte«, som Ole Storm skrev om.

»Hvor travlt hun end havde, var der altid tid til at klappe en lille purk på hovedet eller hjælpe en gammel morlille med at bære hendes pakkenelliker«, skrev hun om sin egen sarte, åndeagtige skikkelse«, og var heller ikke bleg for at sætte sit eget litterære virke op på den øverste hylde herhjemme.

»Dødsfaldet er et stort tab for dansk litteratur, og man kan i dag undre sig over, at denne geniale kvinde aldrig fik tildelt akademiets pris eller blev medlem af den høje forsamling«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Altså punkt to, hvor hun rammer rigtigt. Selv satte hun især sin ærlighed som selvbiograf som en særlig dyd, der i samtiden ikke blev forstået.

»T.D. nåede inden sin alt for tidlige død at skrive en snes bøger, hvoraf de betydeligste er hendes erindringer, hvori hun med skånselsløs ærlighed fortæller om de mænd, hun delte bord og seng med ud af sit ødsle, gavmilde hjerte. Desværre forstod samtiden ikke at værdsætte denne ærlighed, der førte til, at ingen mand til sidst turde så meget som veksle et par ord med hende på gaden af frygt for at komme med i næste bind. Hun var sammen med den endnu levende Klaus Rifbjerg, den første, der i sine bøger nævnede personerne ved deres rette navn og i det hele taget ikke stak noget under stolen«.

Som det tredje ramte Tove Ditlevsen også tidspunktet for sin egen død.

»Det er forår, men et slør af melankoli ligger over alle de bristefærdige knopper, for Nordens største digterinde efter Elsa Gress nåede ikke at se dem springe ud«, skrev hun.

Så selv om hun kun nåede at læse sin egen nekrolog over sig selv, fik hun et godt billede af, hvad der kom til at stå i den ægte.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden