arbejde. Nick Hornby på altanen uden for sit studio. Her skriver han, holder møder og »tuller rundt«. Boligen og familien befinder sig lige i nærheden.
Foto: Christian Sinibaldi/eyevine

arbejde. Nick Hornby på altanen uden for sit studio. Her skriver han, holder møder og »tuller rundt«. Boligen og familien befinder sig lige i nærheden.

Bøger

Nick Hornby: »Når man skriver, støder man nogle gange på sig selv inde i kraniet«

Efter en periode med filmmanuskripter er Nick Hornby tilbage med ny roman.

Bøger

Opgangen kan næsten ikke blive mere klassisk britisk. Den ligger i det smarte Islington i det nordlige London ved siden af butikker med designerbabytøj og et velvoksent kast med en falafel fra Ottolenghi Islington Café. Men så snart man er trådt ind bag den tunge dør, er det smalle trin og slidte gulvtæpper, der fører helt op under taget.

Her holder den britiske forfatter Nick Hornby til. I en lejlighed, der ligger omkring ti minutters gang fra hans hjem og familie. Et helle, hvor han har plads og fred til at skrive, tage imod journalister og lave alle de andre ting, man som forfatter laver, når man ikke skriver.

»Det er en reel arbejdsuge og en reel arbejdsdag, når jeg går herhen. Men jeg skriver selvfølgelig ikke otte timer om dagen. Jeg tuller rundt. Shopper, researcher, finder ting på Spotify, går i motionscenter, læser om Arsenal på nettet«, siger han med henvisning til fodboldklubben, der dannede baggrund for Hornbys første bog ’Fodboldfeber’, der udkom i 1992.'

Lige nu trommer den silende regn på taget, og Nick Hornby viser ind i en åben stue med køkkenkrog, espressomaskine og en tætpakket bogreol.

Det er 23 år og en række romaner, priser og film siden, den britiske forfatter udgav sin første bog ’Fodboldfeber’ i det, han i dag kalder »et beskedent håb om, at jeg kunne forsørge mig selv og måske en familie«.

Hornbys seneste bog, ’Miss Blackpool’, der handler om en lokal skønhed fra det nordlige England, der rejser til London og bliver sitcomstjerne på BBC i 1960’erne, kunne dårligt være fjernere fra debuten, hvad angår både tid, emnevalg og den kvindelige hovedperson.

Her blev jeg kontaktet af en kvinde i Danmark, som jeg aldrig havde hørt om før

»Folk havde nok lidt travlt med at få mig sat i bås i begyndelsen. Jeg var ham, der skrev om fodbold. Så skrev jeg ’High Fidelity’, så var jeg i hvert tilfælde ham, der skrev om emner, som fyre brændte for. Så kom ’Omkring en dreng’, og derfra tror jeg, folk opgav at forsøge at sætte mærkat på«, griner han.

Roman som trøst

At skrive en roman, der begynder i 1964, var en blanding af en skriveteknisk udfordring og en slags trøst, forklarer han.

»I et stykke tid skrev jeg bøger om folk, der var samtidige og boede få kilometer fra mit hus. Og det giver en frihed, for i dag kan alle være det, de vil. Så når jeg skrev om en kvinde, der drak masser af øl og så fodbold, så kunne folk godt se det for sig. Men når man skriver om en bestemt tid i historien, så er man nødt til at være tro mod den. Man kan ikke tillade sig at lukke nutiden ind. Det er en stor udfordring, og det krævede virkelig meget research«, siger han.

Trøsten kom ind i billedet, efter at han havde arbejdet på forskellige filmprojekter, der på en eller anden måde sad fast i systemet, og som han var blevet frustreret over.

»Det kan være virkelig svært. Når man er forfatter med en karriere og skriver kompetent, så behøver man ikke at spørge nogen om lov til noget. Med film begynder man forfra hver gang. Og der er hundrede mennesker, man skal spørge om lov. Til sidst tænkte jeg, at hvis jeg ikke kan lave film nu, så kan jeg i hvert tilfælde skrive om det«, forklarer han om bogen, der følger en tv-series op- og nedture.

Forfatteren har sat sig til rette i en dyb lænestol under plakaten for Lone Scherfig-filmen ’An Education’, som han skrev det oscarnominerede manuskript til.

Uden den kedelige løsning

At han overhovedet i en periode overvejede at fjerne sig fra romanerne, skyldtes en slags litterær metaltræthed.

»Det slog mig pludselig: Okay, jeg skriver en roman på to år, så bruger jeg et år på at promovere den, så skriver jeg en ny roman. Og det havde jeg ligesom gjort fem-seks gange. Jeg havde brug for at prøve noget nyt«.

Han ryster forfærdet på hovedet ved tanken om, at han skulle omarbejde sine egne bøger til film. ’Fodboldfeber’, ’High Fidelity’ og ’Omkring en dreng’ er alle endt som succesfilm, men ikke med Hornby som manuskriptforfatter.

»Nej. Når jeg er færdig med mine bøger, så er jeg færdig med dem. Hvis nogen vil gøre noget med dem bagefter, så fint. Men jeg har ikke andet end en vag interesse i det«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I stedet foretrækker Hornby at arbejde med andres materiale, som han eksempelvis gjorde med sin seneste film ’Wild’, der bygger på en bog af Cheryl Strayed og handler om en kvindes lange vandring for at finde sig selv oven på traumatiske oplevelser og død i familien.

»Når jeg skriver mine bøger, gør jeg mig umage med ikke at bruge det samme materiale igen. Men når man skriver, støder man nogle gange på sig selv inde i kraniet og tænker: Hej, der var jeg jo igen. Derfor er det en stor befrielse at arbejde med materiale, som jeg absolut ikke kunne have skrevet. Det er som at åbne en dør ud til nyt land«, siger han.

Det var også den drift, der fik ham til at samarbejde med den danske instruktør Lone Scherfig om ’An Education’. Og så ikke mindst det, at Lone Scherfig var så passioneret omkring at få lov til at lave filmen.

»De værste mennesker at arbejde sammen med er dem, man skal overtale. Dem mister man som regel på vejen. Her blev jeg kontaktet af en kvinde i Danmark, som jeg aldrig havde hørt om før, men jeg kunne høre på den måde, hun talte om filmen, at det ville blive et godt samarbejde«.

I dag er det næsten umuligt at sælge godt, hvis supermarkederne ikke med det samme forstår, hvad det er for en bog, du har skrevet

Ikke alene blev det godt. Det blev også et samarbejde, der har præget Nick Hornbys måde at skrive på efterfølgende.

»Lone kunne sige, at der var brug for forskellige løsninger for at bringe en scene videre og så sige: Der er jo den kedelige og enkle løsning, men måske ligger der også en hel uventet og genial anden løsning, der ikke er den nemme. Den interessante løsning. Og den stemme har jeg nogle gange stadig i mig, når jeg skriver«, siger Nick Hornby.

I det hele taget elsker han nu, at han både kan skrive filmmanuskripter og bøger.

»Film er et samarbejde, og man udvikler sig på den måde. Hvis man giver et barn en opgave, at de må skrive om hvad som helst, så stirrer det ud i rummet. Hvis man derimod siger: Skriv om grev Dracula og en krukke marmelade og en planke, så går fantasien i gang med det samme. Det er det sidste princip, der gælder, når man laver film. Der er flere begrænsninger, flere praktiske ting, man skal løse, men det gør det også spændende«, mener Nick Hornby.

At skabe en roman er en helt anden proces.

»Der begynder man med den store åbne opgave, hvor man kan skrive om hele verden, og så forsøger man at skrumpe den verden ind til at være i en bog, der stadig rummer en rigdom og kan sende læseren ud på en rejse. For en bog, der gerne vil handle om alt muligt og hvad som helst, ender ofte som en fiasko. Det er langt hårdere arbejde«, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lågen smækkede i efter mig

Selv mener han, at han måske var en af de sidste heldige forfattere.

»Jeg var måske den sidste af en generation, der havde en bedre chance for at klare sig. Og jeg kunne godt frygte, at lågen smækkede i efter mig. Jeg nåede at få skabt mig et navn i uafhængige bogbutikker, inden supermarkederne begyndte at sælge bøger. I dag er det næsten umuligt at sælge godt, hvis supermarkederne ikke med det samme forstår, hvad det er for en bog, du har skrevet. Fordi jeg allerede var etableret, bliver jeg solgt i supermarkeder og i lufthavnen. Det er langt sværere for nye navne at slå igennem med ting, der måske ikke ligner de andre bøger og har en fast genre«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden