Det begyndte med en artikel i tidsskriftet Trappe Tusind. Peder Frederik Jensen havde fået nok af romanens reaktionære rolle i dansk litteratur: »Som det er nu, er dele af dansk litteratur at sammenligne med en indavlet adelsslægt, der sidder på afstand af pøblen og definerer det korrekte, det interessante«, lød det blandt andet.

Ønsket var klart: En mere modig og frisat romankunst. »Ikke en dårligere, ikke en, der glemmer poesien, men en, der forsøger at gøre noget andet og mere end at være bevidst om sig selv og de hierarkiske strukturer, værkerne indgår i«.