Om og ikke mindst hvordan litteratur kan være ikke bare samfundsmæssigt relevant, men også politisk, er et spørgsmål, der er både oldgammelt og oppe i tiden, og ikke kun på grund af det forestående folketingsvalg.
Hvori ligger litteraturens mulighed, skrapt sagt, for at være andet end eksistentiel sutteklud og formmæssig forblændelse?
