Frank Esmann har en dårlig sag. Kortere kan det ikke siges. Anmeldere har påpeget det ene eksempel efter det andet, hvor han i sin Kissingerbiografi i større eller mindre grad har ladet sig inspirere af Walter Isaacsons roste værk fra 1992 om den tidligere amerikanske udenrigsminister. Ud af 500 noter indeholdt bogen godt 70 noter med henvisning til Isaacson, men kritikerne kunne pege på en del andre tilfælde, hvor Esmanns tekst til forveksling lignede Isaacsons, selv om der hverken var citationstegn eller noter. Kæphøj og ublu Så, ja, forfatteren og tv-journalisten har en dårlig sag. Men hvorfor er Frank Esmanns sag blevet så dårlig? Er det, fordi han var for kæphøj, da han faktisk blev fanget på det forkerte ben? Var han ikke ydmyg nok, da det stod klart, at han i dele af sin bog havde brugt Isaacson i større omfang, end det fremgik af noterne? 'Kendt fra tv-effekten' Det alene forklarer dog ikke, hvorfor en biografi, som nuancerer, men vel knapt kan siges at revolutionere billedet af Henry Kissinger, er blevet sæsonens mest omtalte bog? Er det så Esmanns person, 'kendt fra tv-effekten', den stigende opmærksomhed på plagiering både i Danmark og i udlandet, personlige modsætninger eller politiske uoverensstemmelser mellem Esmann og kritikerne, der betinger den enorme interesse for bogen? En bog, som i en række tilfælde har været forsidestof i aviserne. Nødløsning Det er endda en bog, der synes at oprøre danske skribenter i langt højere grad, end tilfældet er hos Walter Isaacson. Har Isaacson krævet og fået penge af det danske forlag, Aschehoug? Nej. Har Isaacson krævet bogen stoppet? Heller ikke. Hvorfor så den store og fortsatte medieomtale, som hovedpersonen selv, altså Esmann, i aviserne har kaldt en hetz? Var en af årsagerne også, at forlaget genudsendte bogen med nye noter lagt på internettet? Et træk, der mere lignede en nødløsning end en rettelse af fejl. Kissinger-kenderen Det begyndte ellers godt for Esmann. Dagen før udgivelsen af hans biografi om Kissinger bragte Berlingske Tidende ham som ugens profil under overskriften 'Kissinger-kenderen'. Esmann forklarede, at han ville give et nyt syn på Kissinger, der ellers er blevet kaldt alt fra massemorder til krigsforbryder. Esmann forklarede også, at han havde brugt to et halvt år på bogen, og at han især havde stukket næsen i nogle af de ufatteligt mange bøger, der var skrevet om Kissinger. Han nævnte også Kissingers egne erindringer, men intet om Walter Isaacsons bog. Det var 11. oktober. Dagen efter udkom hans bog på forlaget Aschehoug. De 413 sider fik nul stjerner ud af seks mulige, da Bent Blüdnikow skrev sin anmeldelse i Berlingske. Anmelderen begrundede den hårde dom med, at Esmann havde plagieret Isaacsons bog, og han mente, at Esmann i mange og lange passager havde brugt Isaacson som forlæg uden at notere ham som kilde, og at flere tekstpassager var næsten ens i de to bøger. En række eksempler fra de to bøger blev bragt som dokumentation. Kritisk dokumentation I en ledsagende nyhedsartikel afviste Frank Esmann kritikken, og det fremgik klart, at han mente, kritikerne skød langt over målet. Ja, han havde læst Isaacson, men også alt muligt andet. Det kunne da godt være, at Blüdnikow havde fundet en række oplysninger, der var mere eller mindre enslydende i de to bøger, men Esmann havde svært ved at se det kritisable, eftersom der var tale om faktuelle, almindeligt tilgængelige oplysninger, som han skrev til avisen. Og så begyndte 'Esmannsagen' for alvor i medierne. Ikke kun i Berlingske, men også i andre aviser. Blüdnikow valgte simpelthen at dele ud af sine noter til både Esmanns forlag og til redaktører og medarbejdere på andre aviser, Weekendavisen, Jyllands-Posten, Politiken. Blüdnikow, som tidligere har været gennem langvarige mediefejder med bl.a. folk fra venstrefløjen om, hvad de havde sagt eller ikke sagt engang i fortiden, ville hér lægge sin kritiske dokumentation åbent frem. »Jeg ville ikke monopolisere sagen, for min vurdering var, at vi her stod med en afgørende vigtig plagiatsag. Jeg ville have, at alle skulle være klar over, at det var en alvorlig sag«, siger Bent Blüdnikow til Politiken. Kold krig Udgivelsen af Kissingerbogen var imidlertid ikke første gang, Esmann og Blüdnikow krydsede klinger. I april 2003 anmeldte Frank Esmann bogen 'Opgøret om den kolde krig', en samling indlæg fra de senere års debat i Berlingske Tidende om den kolde krig. Bent Blüdnikow var redaktør af bogen. Hensigten med bogen var at vise, at der i en årrække havde været en seriøs debat om den kolde krig. I sin anmeldelse citerede Frank Esmann først Blüdnikow fra forordet, hvor han som redaktør skrev om debatten: »Til tider har den også været polemisk og heftig. Men alt i alt har der været tale om en vigtig principiel debat, der har været med til at åbne øjnene for kommunismen store ofre og for den mærkværdige tidsånd fra 1968, der fristede svage sjæle med totalitarismens utopi«. Så skrev Esmann: »Seriøsiteten i arbejdet, meningernes udbredelse og pioneropgavernes ædle motiv ligger Blüdnikow på sinde. Det samme gælder forlæggeren Peter la Cour, som tilmed mener, at den dagspresse, »hvor det hidtil har knebet med at erkende omfanget af kommunismens ugerninger og det meningstyranni, der gemte sig bag tidsånden fra '68'«, er ved at skabe »bred basis for debatten««. Peter la Cour er ikke kun forlægger og redaktør. Han er også en af stifterne bag den borgerlige tænktetank Cepos, Center for Politiske Studier. En anden af stifterne er i øvrigt Bent Blüdnikow. Venstrefløjens vildfarelser Esmann var uenig med de to og skrev: »Noget af en påstand, eftersom debatten stadig - men med svingende intensitet - fortrinsvis udspinder sig i Berlingske Tidende, og de redaktører, som startede den, Peter Wivel og Blüdnikow, begge har forladt stillingerne som henholdsvis chef- og debatredaktør. Hvorvidt de to ting har noget med hinanden at gøre skal være usagt, men intet tyder på, at det var en kampagne, som øgede oplaget«. »Lejlighedsvis var den så forudsigelig, at den grænsede til det kedsommelige. I andre tilfælde blev der skudt med spredehagl, hvor der skulle have været anvendt præcisionsriffel. Det er der en grund til. Det journalistiske benarbejde blev ikke gjort af Berlingske-journalister, men fortrinsvis af Ekstra Bladets Mette Herborg og Per Michaelsen«. »Det var til gengæld deres oplysninger, som lejlighedsvis fik debatten til at leve og efterlod én måbende af forbløffelse. Underviste Bjørn Erichsen virkelig i klassekamp i DDR i 70'erne? Lavede Frank Aaen virkelig det interview med egypteren, og hvad skete der egentlig bagefter?«. Med andre ord - Esmann ville ikke give Blüdnikow æren af at have sørget for en debat om venstrefløjens vildfarelser under den kolde krig. Det blinde øje I marts i år markerede DR's tidligere USA-korrespondent sig på ny i Berlingskes spalter. Esmann gik i rette med forfatteren Jens Christian Grøndahl, der skrev en dobbeltkronik med titlen 'De intellektuelles blinde øje'. »Jens Christian Grøndahl beskylder antiamerikanske intellektuelle for at mistænkeliggøre USA's ambition om at demokratisere Mellemøsten. Han gør det på et argument om, at USA's udenrigspolitik føres som en kamp for værdier. Det er en farlig misforståelse. USA's udenrigspolitik føres som en kamp for USA's interesser«, skrev Esmann blandt andet. Få dage senere fik Esmann læst og påskrevet på debatsiderne af bl.a. Kasper Elbjørn. »Frank Esmanns antiamerikanske kæphest fortrænger hans forstand, da en verdensorden baseret på værdier snarere end magt længe (har) været ønsket hos USA's borgerlige intellektuelle«. Kasper Elbjørn? Han er bl.a. med i foreningen 'Nu er det nok', som blev stiftet, fordi initiativtagerne for to år siden mente, at Politiken var med til at dæmonisere Israel og jøderne. Elbjørn er også en aktiv venstremand, og ligesom sin tidligere partiformand Uffe Ellemann-Jensen er han med på listen over stifterne af den nævnte nye, borgerlige tænketank Cepos, Center for Politiske Studier. Fem stjerner Der springer ikke gnister, hver gang Blüdnikow og Esmann kommer hinanden nær i avisspalterne. Berlingske anmeldte 27. august i år USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albrights selvbiografi, hvor Frank Esmann stod som oversætter. Bogen fik fem stjerner af Blüdnikow. Så mange stjerner ville Frank Esmanns spændingsroman 'Ondets rod' ikke have fået i Weekendavisen, hvis avisen ellers havde benyttet stjerner i bedømmelsen. Anmelderen Bo Bjørnvig noterede i januar i år, at Frank Esmann i sin roman havde lånt hele sætninger fra den spanske forfatter Arturo Perez-Revertes bog 'Dumas-klubben', som har været en kolossal succes i store dele af verden. Blüdnikow refererede anmeldelsen, da han en måneds tid før udgivelsen af Esmanns Kissingerbiografi skrev om gråzonen mellem kreativitet og ordtyveri. Ikke i anledning af Esmanns spændingsroman, men i anledning af radiojournalisten Uffe Stenstrups bog '117 måder at undgå stress på'. Bogen var trukket tilbage, fordi den havde alt for mange ligheder med den amerikanske bestseller 'The Complete Idiot's Guide to Managing Stress' af Jeff Davidson. Esmanns bog blev nævnt som et af de tilfælde, hvor gråzonen, der er nabo til plagiatet, havde været til diskussion, som den også var i tilfældet med Alex Haleys bog 'Rødder' og Yann Martells Bookervinder 'Life of Pi'. Notemangel, ikke plagiat I tilfældet 'Ondets rod' forklarede Esmann, at han i sin roman havde noteret Perez-Reverte som inspiration, og at lighedstrækkene i en del af teksten derfor var undskyldelige. I et længere debatindlæg i Berlingske 14. oktober forsøgte Esmann også at forklare, hvorfor hans aktuelle biografi ikke var et plagiat af Walter Isaacsons bog. »Bent Blüdnikow og jeg har gennem årene udvekslet mails og kommentarer, som har gjort det klart for mig, at der er en del ting, han og jeg ikke er enige om og aldrig bliver det. Jeg nærer derfor og desværre ikke meget tillid til, at Blüdnikow og jeg kan få en seriøs diskussion om brugen af citater«, skrev Esmann 14. oktober. Læserne af avisen kunne se, at han stadig var uenig med Blüdnikow, om end han måtte medgive, at visse passager måske burde tilføjes en note om, at der var tale om et Isaacson-citat. Notemangel, ja, plagiat, nej, var Esmanns synspunkt. Fodring af kolleger Blüdnikow mente ikke, at debatten skulle have lov at stoppe dér, og han sendte derfor sine første 20 eksempler ud til kolleger på andre aviser. »Jeg fortalte jo ikke, hvad folk skulle skrive. Jeg sagde, de skulle lade være med at nøjes med mine noter, men også gennemgå materialet selv. Om jeg er enig med Esmann politisk eller ej er sagen inderligt uvedkommende«. »Dette er en plagiatsag og ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg har været for ivrig til at dele mine notater ud. En ting er, hvis man tager faktuelle ting fra andre, noget andet er, hvis man overtager synspunkter og holdninger. Det er det allermest graverende i denne sag«, siger Bent Blüdnikow til Politiken. Hans egen anmeldelse fik snart følgeskab. I en anmeldelse i Politiken 15. oktober skrev Marcus Rubin, at Esmann havde skrevet en læseværdig analyse af Kissinger. Eftersom bogen udkom dagen før, var han også orienteret om plagiatanklagerne. Forlagets troværdighed »Denne anmelder har ikke læst Walter Isaacsons Kissingerbiografi og har derfor vanskeligt ved at vurdere omfanget af skaden. Ud fra de eksempler, der anføres i Berlingske Tidende, virker kritikken berettiget, om end synden forekommer at være af forholdsvis beskedent omfang«. »Esmann søger ikke at give indtryk af at have været nede i de oprindelige kilder. Bogen er efter undertegnedes mening mest at regne som en personlig vurdering og analyse af en af det 20. århundredes mest interessante statsmænd, og som sådan er den værd at læse«, skrev Marcus Rubin. Samtidig var Esmanns forlag, Aschehoug, i gang med at parallellæse Isaacson og Esmann. Forlaget behøvede ikke læse langt, før man besluttede at trække bogen tilbage. For forlagets troværdigheds skyld, som direktør Anette Wad udtrykte det. Samme dag, denne beslutning stod i landets aviser, 15. oktober, stod der også, at fagudvalg for litteratur, hvor Esmann havde fået 50.000 kroner i støtte til sit arbejde, nu overvejede at kræve pengene retur. Formanden for dette udvalg er Claes Kastholm Hansen, fast kommentator på Berlingske Tidende. Og i øvrigt blandt stifterne af den borgerlige tænketank Cepos. 'Orkestrerer andres produkter' I de samme dage sad Ulrik Høy på Weekendavisen, hvor han skulle anmelde Frank Esmanns bog om Kissinger. »Den er velskrevet«, noterede han i margen. »Godt gået«, skrev han, da Esmann i bogen, så vidt Høy kunne se, »afbalancerede de til tider morderiske angreb på den, som er kaldt verdens bedste diplomat«. Så gik det op for Høy, at Esmann ikke havde talt med Kissinger selv og heller ikke havde originalt kildestof. Men han stillede sig tilfreds med, at der så måtte være tale om et journalistisk værk, der »orkestrerer andres skriftlige produkter, være sig bøger, afhandlinger, avisledere, kommentarer, artikler i aviser og tidsskrifter, og det er også i orden«. »Dels er den en vedtagen genre, dels er Esmann en dygtig formidler. Det ved seerne fra tv, og det ved læserne fra dengang, Frank Esmann var journalist og chefredaktør i den skrevne presse, bl.a. Weekendavisen«. Gyser-mail Så langt så godt for Høy, der tilsyneladende var ved at danne sig en positiv mening om Kissingerbogen. Men så fik han - hvad der ikke er sædvane - en mail fra sin anmelderkollega. »Så lå der en mail fra Bent Blüdnikow, journalist ved Berlingske Tidende, og den mail var en gyser, der satte Esmanns bog i et helt andet perspektiv«. »Punkt for punkt kunne Blüdnikow påvise, hvordan Esmann skrev af efter Walter Isaacsons store Kissingerbiografi fra 1992, 'Kissinger, A Biography', 893 sider, Simon & Schuster, og selv om Blüdnikow kun havde nået at skimme de to værker, så fandt han mere end tyve eksempler på graverende afskrift«, fortalte Høy i sin anmeldelse. Ulrik Høy er i øvrigt også blandt stifterne af den borgerlige tænketank Cepos. Lånte fjer Høy skrev i sin anmeldelse, at Esmann burde have spillet med åbne kort, og at den gode historie om dr. Henry Kissinger blev forvandlet til en historie om en dansk forfatter, der pyntede sig med lånte fjer. Her kunne Frank Esmann havde trukket sig tilbage. I stedet optrådte han i morgen-tv, der så en oplagt mulighed for at tale med en kendt tv-mand, hvis bog måtte trækkes tilbage. 16. oktober kunne Berlingske citere ham for følgende udtalelse i Go' morgen Danmark. En udtalelse, der måske ikke signalerede den største ydmyghed i forhold til den fremførte kritik. »Helvede skal fryse til is, før jeg opgiver at få bogen ud«. Samme dag, citatet stod i avisen, skrev Adam Holm om sagen i Politiken, og han spurgte som en slags djævelens advokat: »Men kunne (det) ikke tænkes, sådan som Frank Esmann i et indlæg i Berlingske Tidende har antydet, at der ligger politiske motiver til grund for Blüdnikows kritik? Sidstnævnte er kendt for sine indædte fejder med venstreorienterede om tolkningen af den kolde krig og anses for at være en borgerlig intellektuel. Hvis det er Esmanns redningsplanke, er den temmelig skrøbelig. Man kan ved selvsyn, sådan som denne signatur har gjort det, forvisse sig om rigtigheden af Blüdnikows påpegninger ved at slå efter«. Og senere: »Det eneste, som tæller, er, at en årvågen anmelder har påpeget en forfatters overordentlig flittige brug af en anden mands værk uden adækvate henvisninger«, skrev Holm. Han havde gjort studier hos både Isaacson og Esmann, men ikke så grundigt som Bent Blüdnikow, der havde sendt Adam Holm en mail med den første snes kritisable punkter i Esmannbogen. Senere fik han yderligere 40 eksempler. Støtten tilbage 19. oktober bad Kunstrådets litterære fagudvalg Kammeradvokaten om et responsum for at få opklaret, hvorvidt udvalget kunne kræve støtten til Esmann kaldt tilbage. Kammeradvokaten meddelte senere, at en støtte principielt godt kunne kræves tilbagebetalt, men at det afhang af omfanget og karakteren af en afskrift uden kildeangivelse. I november var Kissingerbogen til manges forbavselse tilbage på boghandlernes hylder. En indlagt seddel i bogen henviste til et nyt og fyldigere noteapparat på internettet. Jørn Lund, direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og Niels Jørgen Cappelørn, direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenter, havde ydet 'filologisk bistand'. Berlingskes lederskribent var stærkt kritisk, og den anonyme skribent anførte, at forlagets initiativ var både forhastet, utilstrækkeligt og manipulerende, »fordi Frank Esmanns plagiat søges præsenteret og hvidvasket som henvisningsmæssige teknikaliteter«. Lund og Cappelørn blev i medierne kritiseret for, at deres bistand kunne ligne en blåstempling af den nye udgave af bogen, men det benægtede de. Æresselvmord I de berlingske aviser fortsatte kritikken af Esmannbogen. Ikke mindst af, at den overhovedet var i handlen. Bl.a. spurgte Ulrik Høy i Weekendavisen 19. november, om forlaget var rigtig velforvaret. Dagen efter skrev Politikens boganmelder og debatredaktør, Adam Holm, en kommentar i avisens bogtillæg. Her kritiserede han både Esmann og forlaget Aschehoug. Ikke mindst fordi han så genudgivelsen af bogen som et forsøg på at redde æren og økonomien for både forfatter og forlag. »Hvorfor blive så opbragt? I en tid hvor andre forfattere og journalister, herunder modtageren af Cavlingprisen for to år siden, Berlingske Tidendes USA-korrespondent Poul Høi, er i søgelyset for en yderst liberal brug af andres tekster, behøver man ikke kun rette projektøren mod Esmann«, skrev han blandt andet, og specielt til Esmann tilføjede han: »I den gamle japanske busheido-tradition krævede en skamfuld handling af en æresmand, at han tog sit eget liv. Ingen forventer, at Frank Esmann blotter maveskindet og stikker dolken ind, men han kan starte med at tage sit (og andres) forfatterliv så alvorligt, at han fremover overholder almindelig citatskik«. 8-10 procent tyveri Ugen efter var Bo Bjørnvig mindst lige så kritisk i Weekendavisen. »Hvis genudgivelsen af bogen er et signal om, at denne form for plagiat nu er tilladt, er vi på gyngende grund«, skrev han i avisen. Ved siden af skrev han også til forlaget, hvor han gjorde opmærksom på yderligere mangler ved Esmannbogen. Af brevet, som egentlig var en mail, fremgik det, at modtageren ikke kun var forlaget Aschehoug. En kopi gik samtidig fra Bjørnvig på Weekendavisen til Bent Blüdnikow på Berlingske Tidende. Blüdnikow fortæller i dag, at han også havde sendt sine 40 nye eksempler til Bjørnvig, og han har ikke fortrudt, for det sikrede efter hans mening, at det kunne blive fortalt, at den genudgivne bog - trods det nye noteapparat - stadig ikke var i orden. Bogen stod imidlertid stadig på hylderne. I hvert fald indtil 3. december. Da bragte Jyllands-Posten et langt indlæg af David Gress, der ikke lagde fingrene imellem. Gress kunne finde en række nye steder, hvor Esmann ifølge Gress havde ladet sig inspirere af Isaacson. Faktisk mente Gress, at Esmann havde taget 8-10 procent af sin tekst fra en anden forfatter (Isaacson) uden at sige det. Ynkelig tavshed Samme dag, Gress' indlæg var i avisen, trak Aschehoug Esmannbogen tilbage. I sit indlæg gjorde han opmærksom på, at en mand som den nu afdøde, verdensberømte populærhistoriker Stephen Ambrose også havde lånt passager fra andre kilder uden at gøre opmærksom på det. Esmann var i fint selskab, som han syrligt skrev. Gress kaldte det imidlertid ynkeligt, at forlaget Aschehoug forsøgte at tie sagen om Esmannbogen ihjel. »Heldigvis har vi stadig årvågne journalister, der er så belæste, at de som Bent Blüdnikow kan huske, når noget forekommer bekendt«, skrev David Gress. Han er også blandt stifterne af den borgerlige tænketank Cepos, hvor han tillige er næstformand i bestyrelsen. Konspiration I debatten om Esmanns bog har ingen anfægtet den kritik, som mest afgørende er fremført af Bent Blüdnikow, men kunne han have styrket sin egen sag ved at have ladet sin sønderlemmende anmeldelse stå for sig selv i stedet for at rundsende sine noter til konkurrenter/kolleger på en måde, så det kunne ligne en aktion, hvor han løbende arbejdede for, at andre medier skulle slutte op? »Hvis man i det her lille land absolut vil se en konspiration, kan man også det, men det er der slet ikke tale om. Jeg synes bare, at denne sag er principiel og vigtig, og den skulle gerne føre til en principiel debat om, hvad man kan tillade sig at låne og kopiere af tekster. Jeg håber, der kommer en diskussion af emnet i både forlagsverdenen og universitetsverdenen«, siger Bent Blüdnikow. Kunstrådets fagudvalg for litteratur har nu bedt Syddansk Universitet om en bedømmelse af Frank Esmanns bog. Når bogen til sin tid er bedømt, vil det måske stå klart, hvor meget Frank Esmann lånte af Walter Isaacson. Det vil måske også blive klarere, hvor mange noter det kræver, når man skriver en journalistisk bog og ikke en videnskabelig afhandling. Ligesom det selvfølgelig vil stå klart, at man ikke kan tage passager eller sætninger fra en bog og gøre dem til sine egne uden at sætte dem i citationstegn og meddele, hvor man har dem fra. Men der vil ikke være en forklaring på, hvorfor Kissingerbiografien blev efterårets mest omtalte bog.