I går var jeg på Sahlgrenska Sjukhuset og fik kemoterapi. En smuk efterårsdag med sol og varme. Lige nu er jeg i gang med en ugentlig behandling, som skal fortsætte frem til december. Først og fremmest for at skåne mine nyrer gives cellegiften i mindre doser ad gangen end normalt.

I forbindelse med et tidligere besøg fortalte en af sygeplejerskerne mig om en anden patient, lad os kalde hende X, som havde betroet hende, at hun havde fået meget trøst og støtte af det, jeg tidligere har skrevet i Göteborgs-Posten om min kræftlidelse, den uhyggelige sygdom, der er blevet både hendes og min ledsager.