Da Jon Fosse var helt ung, spillede han guitar seks-syv timer om dagen, og han ligner såmænd stadig lidt af en luftguitarist som 42-årig med sit lange, tilbagestrøgne hår og den sorte T-shirt under den sorte, afslappede habitjakke, som signalerer, at Fosse ikke længere er en dreng, der går nørdet op i musik, men alligevel også fortæller, at det er en mand, som ikke ville bryde sig om at blive taget for at være en eller anden kontorius eller værre endnu en mand, der er noget i en bank, hvad han da heller ikke er, men han går på den anden side heller ikke med en musiker gemt i sin hyggelige, norske topmave, for han besluttede sig på et tidspunkt for at holde op med det, han selv kalder galskaben, altså musikken, og i stedet begyndte han at skrive, og det er rytmen fra dengang, den produktive forfatter forsøger at genskabe i sine tekster, hvilket man må sige, han gør med stort held, eller dygtighed, som kritikerne formentlig vil sige, i hvert fald dem, der har læst Fosses lille roman 'Morgen og aften', hvor sproget bare driver hen over siderne, mens fortællerstemmen umærkeligt glider ind og ud af personerne, hvis skæbne man læser sig ind i, og langsomt bliver man lidt mindre bange for at dø, som Fosses danske forlægger mener, man bliver, når man læser om den fattige fisker Johannes og dennes gamle ven Peter, som ikke bare er Peter, men også i romanens mytologiske overbygning Sankt Peter, der skal fragte Johannes den sidste tur over vandet til det sted, hvor man hverken er krop eller sprog eller noget som helst andet, men hvor Johannes vil møde Erna, sin elskede hustru gennem mange år, hende han har savnet, men forinden skal han igennem en oplevelse, hvor han først er mystificeret, fordi han møder den ene af sine døtre, Signe hedder hun, på vejen uden for den lille landsby, og hun genkender ham ikke, hun ser lige igennem ham, ja, hun GÅR lige igennem ham og mærker ham kun som en lille, kold vind, idet hun strider sig gennem blæsten på vej til hans hytte, fordi hun intet har hørt fra ham hele dagen, og han plejer jo altid at give lyd fra sig, men ikke i dag, og hun frygter det værste, selv om hun godt ved, at sandsynligheden taler for, at hun vil finde ham derhjemme, men hvordan hun vil finde ham, ved hun ikke, men hun får en anelse, da hun træder ind i hans hytte og på bordet finder tobakspungen, som Johannes ellers altid griber som det første, når han står op, så han kan rulle sig en smøg og så en til, inden han får sin morgenkaffe med endnu en smøg og én til, men det har han ikke gjort i dag, for i dag er grænselandet mellem morgen og aften for Johannes, som også på sin vej mod dødsriget skal nå at møde den unge udgave af Anna Pettersen, som han engang i sin stormende ungdomsforelskelse sendte et kærlighedsbrev, uden at han dog vidste, hvordan hun modtog det, og Fosse, altså forfatteren, for det er jo ham, der fortæller, han får lige netop antydet, at det måske kunne være blevet til mere mellem de to, hvis ellers skæbnen havde været dem mere nådig, men nu blev Anna altså gravid med den yngste hjemme hos fabrikant Aslaksen, som er den familie, hvor hun var tjenestepige, så der blev ikke noget par ud af hende og Johannes, og Johannes er da også, mener Fosse, godt nok tilfreds med det liv, han og Erna har fået, selv om det udefra set kan synes at være lidt beskedent, men han præsenterer det flot, gør forfatteren, som godt vil indrømme, at han som forfatter er optaget af religiøse emner, som mange var, da han voksede op ude på Vestlandet i Norge, og hvem kan sige sig fri for at være præget af sin opvækt, men Fosse siger også, at han ikke selv er religiøs, og det ser også ud, som om han har et forholdsvis afslappet forhold til emnet som privatmand, ligesom han også forsøger at have et afslappet forhold til kritikernes modtagelse af sine mange nyudgivelser, men sådan har det jo ikke altid været, for da han var ung, læste han dem ord for ord, og de betød alt for ham, alt, og han kunne hele passager udenad, især de ondeste af dem, og dem er der ikke så mange af mere, nu hvor de fleste af anmelderne i Norge har lært at leve med, at Fosse har sin stil, jo, han har bestemt sin stil, og den dyrker gentagelsen, hvad nogle af kritikerne har hadet, for det har de jo, altså hadet, at han dyrker gentagelsen, men Fosse er ligeglad, for sådan skriver han nu engang, og for det meste er kritikerne da også venlige ved ham og hans bøger, og han kan endda blive helt flov, hvis anmeldelserne er alt for rosende, selv om han selvfølgelig er taknemmelig for den medgang, han har som både forfatter og dramatiker, ikke mindst det sidste, og indimellem kan han endda næsten savne lidt modgang, fordi det fremmer fighterånden i forfatteren, der optændt af den hellige ild kan bøje ryggen og hvisle frem mellem tænderne, at nu skal han fandeme vise dem, skal han, hvad han jo dybest set allerede har gjort ved at skrive de omkring 35 bøger, ligesom han skriver skuespil, som vi andre skriver indkøbssedler, så han i dag er den mest spillede, moderne dramatiker i Europa, den moderne Ibsen, som de kalder ham i Norge, hvor hans forestillinger konstant er udsolgt, og han er såmænd så kendt, at vi også har fået øje på ham i Danmark, men hans bøger har vi ikke været meget for at udgive før nu, og selv mener Fosse, det har noget med litterære smagsforskelle at gøre, og han trøster sig med, at Danmark også har været tøvende over for en forfatter som Thomas Bernhard, som Fosse sætter meget højt, og hvis vi, danskerne, ikke kan bruge ham til noget, kan vi formentlig heller ikke bruge Fosse, men han ved naturligvis godt, at det ikke er, fordi vi har noget imod nordmænd, for vi udgiver dem konstant og i stigende grad, og det er ikke kun Jan Kjærstad, som det viser sig, at Fosse kender aldeles glimrende, eftersom de sammen har redigeret litteraturtidsskriftet BØK i Norge, og hvem skulle have troet det, når Kjærstad jo står for den stort udfoldede historie med masser af ord om eksempelvis Jonas Wergeland, der fik 1.500 sider med på vejen om sit fiktive liv, hvorimod Fosse står for den minimalistiske tekst, der forsigtigt antyder det hele med så få ord som muligt, og ved Gud om de to ikke også har været i Danmark, endda sammen, for at undervise på Poul Borums forfatterskole, hvor de sad ved siden af hinanden med hver sit litteratursyn, og hvem andre end Borum kunne få en så vild ide, for de står altså langt fra hinanden i enhver anden henseende, og når man spørger Fosse, hvad han synes om Kjærstads bøger, griner han bare og siger »ingen kommentarer«, og hvorfor skulle han også sige noget, når nu han ved, at hans egen arbejdsmetode er så meget anderledes end Kjærstads, der synes at have styr på alt, før han sætter sig til maskinen, hvorimod Fosse gør en dyd ud af at sætte sig i et fuldstændig tomt og hvidt rum, hvor intet forstyrrer hans tanker, som han derefter bare lader strømme og nedfælde sig på papir, ligesom handlingen ikke er bestemt på forhånd, men nærmest er en integreret del af skriveprocessen, og Fosse siger, at der opstår et helt nyt univers, mens han skriver, og dette univers har også, indtil dette sekund, været helt ukendt for forfatteren selv, som hver gang tager et stort spring ud i det ukendte, men hvis man som læser føler, at der ofte ligger en ensomhedsfølelse og murrer under hans tekster, så er det da rigtigt nok, siger han, for »når festen er slut, er vi grundlæggende ensomme«, og har man en hang til det melankolske eller det, der er værre, skal man måske ikke ligefrem kaste sig over hans værk 'Melancholia', som han har skrevet om en sindssyg norsk kunstner, hvis verden han beskriver inde fra kunstnerens eget hoved, og Fosse siger selv, at man måske ikke ligefrem bliver et lykkeligere menneske af at læse lige netop den bog, men når han selv skal sige det, er det faktisk en ret god roman, selv om han siger det med et tonefald, som om det er noget, der lige nu og til hans store overraskelse falder ham ind i det sekund, han samler den op fra bordet på den norske ambassade i København, hvor han er på besøg for at tale om 'Morgen og aften', og hvis danskerne ellers tager godt imod den, vil Fosses danske forlægger også gerne udgive 'Melancholia', men hvem ved, om en lille tynd bog, hvor bevidsthedsstrømmen løber og driver og flyder hen over de 110 sider overhovedet er noget for danskerne, for de fleste af dem har jo aldrig hørt om Jon Fosse, selv om hans lille roman faktisk var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris sidste år, og måske var det i virkeligheden kun, fordi man dengang ikke kunne komme uden om Jan Kjærstads kraftpræstation af en Wergeland-trilogi, at Fosse ikke fik prisen for 'Morgen og aften', men det får vi jo aldrig at vide.