Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Luftviolin. Svend Asmussen er musikeren, showmanden og elegantieren i ét. Ny bog danner et portræt af en af danmarks væsenligste musikere nogensinde.
Foto: KLAUS HOLSTING

Luftviolin. Svend Asmussen er musikeren, showmanden og elegantieren i ét. Ny bog danner et portræt af en af danmarks væsenligste musikere nogensinde.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Violinisten med de store armbevægelser

Solidt portræt af den store jazzviolinist Svend Asmussen med vægt på charmen og perfektionen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den herlige forside viser Klaus Holstings fotografiske mesterskud af den aldrende Svend Asmussen, der spiller luftviolin, velklædt og umiskendeligt livfuld. Det er musikeren, showmanden og elegantieren i ét, en smuk visuel indramning af den nye bog om legendariske Svend Asmussen, der 28. februar fylder rundt, så det synger. Bogens undertitel, ’100 år med fuld musik’, er helt bogstavelig.

Svend Asmussen må betragtes som en af Danmarks væsentligste musikere nogensinde, og uden tvivl den mest populære danske jazzmusiker – måske i konkurrence med Niels-Henning Ørsted Pedersen.

De to forfattere, Frank Büchmann-Møller og Kjeld Frandsen, begge mangeårige kendere og formidlere af jazz, har skrevet dette opdaterede kunstnerportræt. De bruger ikke megen tid på Asmussens familiære relationer. Dem kan man læse om i Asmussens charmerende erindringsbog ’June Night’ fra 2005. I stedet lægges vægten på scenekunstneren og pladeartisten Asmussen.

Büchmann-Møller og Frandsen kommer godt og solidarisk rundt om den musikalske karriere fra wonderboy-årene i 1930’erne og den første knalddygtige sekstet, gennem 1940’erne og 1950’erne med musik, film og revysuccesser, Swe-Danes med Alice Babs i starten af 1960’erne og siden musikalske møder med store navne som Duke Ellington, Benny Goodman, John Lewis, Toots Thielemans og Herbie Hancock.

Og naturligvis dækkes også Asmussens sene periode med hans stærke danske kvartet, sorgen over hans kone, Annegretes, død i 2000, der var ved at gøre det af med ham, og den nye blomstring med Ellen Bick-Meier, som Asmussen giftede sig med som 89-årig i 2005.

Der er overordnet tale om et loyalt og sympatiserende portræt, som gang på gang fremhæver, hvor smukt Asmussen spiller og swinger, men som kun i glimt tør tage kritisk livtag med hans indspilninger.

Men der går jo ikke skår af ham, ved at man påpeger, at hans periodevise satsning på underholdning og den til perfektion indstuderede showmusik afholdt ham fra i højere grad at udfordre sig selv på det improvisatoriske og kunstneriske felt, og at en del af hans indspilninger lider af mondæn pænhed.

De klareste perspektiver på Asmussens musik og personlighed leveres i slutningen via citater af medlemmerne af Asmussens sidste kvartet

Asmussen gav i 1954 udtryk for en rastløshed, som siden kom ham til gode: »Ja, jeg ved godt, jeg er vanvittig kritisk og selvkritisk. Så længe det er muligt at skabe noget nyt, fængsler det mig, men når det bliver rutine, taber jeg interessen og må holde op – musik må ikke blive til håndværk«.

Da Svend Asmussen i 1963 satte de mere showprægede aktiviteter i bero, var det netop, fordi han havde uindfriede ambitioner på jazzens og violinspillets vegne. Men en vigtig pointe er naturligvis i sidste ende, at han på forunderlig vis formåede at favne begge dele og opnåede respektindgydende resultater både som showman og jazzkunstner.

Musikkritiker Boris Rabinowitsch revurderede i 1973 under rubrikken ’Ingen bedre’ sin opfattelse af Asmussen efter en koncert i Montmartre: »Selv for en, der husker musikeren Asmussen fra krigsårene, og som siden har fulgt hans løbebane som showman, er det noget af et chok at møde den nye Asmussen. Man forstår ikke helt, hvordan det er gået til, at Danmark har fostret et jazztalent af dette format – og at det i virkeligheden må have eksisteret hele tiden«.

Visse steder undrer man sig over bogens sprog og indhold. Sagligheden tabes med den tvivlsomme morsomhed i åbningen om, at havde Svend satset på at blive bokser, havde han sikkert hentet et europamesterskab hjem, og havde han spillet basun, var han sikkert blevet en af verdens bedste basunister. Senere hedder det, at han sagtens kunne være blevet professionel musikanmelder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og minsandten om forfatterne ikke også i slutningen skriver: »Svend kunne sikkert være blevet en verdensberømt billedhugger, eller måske forfatter, men han valgte – eller skæbnen valgte – at han skulle blive verdensberømt som jazzviolinist«. Det kan vel bedst betegnes som en omgang vrøvl.

Bogen er dog udtryk for et grundigt og solidt stykke arbejde med et stort bagvedliggende kildemateriale, og den er trykt i et handy kvadratisk format med pragtfuldt illustreret.

De klareste perspektiver på Asmussens musik og personlighed leveres i slutningen via citater af medlemmerne af Asmussens sidste kvartet: Jesper Lundgaard, Aage Tanggaard og Jacob Fischer. Sidstnævnte fremhæver Asmussens sans for usnobbet samvær, kvalitetstøj, natmad, gode historier og venlighed.

Man sidder tilbage med indtrykket af en unik personlighed, der bruger store armbevægelser, ikke til at hævde sig selv, men i kunstnerisk forstand.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden