Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Fodbad. Michael Strunge efter en lang dags traven i Londons gader. Studietur 2. g, påsken 1977. Privatfoto fra bogen/Michael Strunges arkiv, Håndskriftsamlingen, Det Kongelige Bibliotek

Fodbad. Michael Strunge efter en lang dags traven i Londons gader. Studietur 2. g, påsken 1977. Privatfoto fra bogen/Michael Strunges arkiv, Håndskriftsamlingen, Det Kongelige Bibliotek

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Biografi om Strunge er veludstyret, flot researchet og mangler lige det sidste

Der er lagt et enormt arbejde i biografien om den vrede og romantiske litteraturhelt Michael Strunge

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det begynder oppe på de helt høje nagler: »Biografiens væsentligste opgave er at fremstille et menneske under de vilkår, der råder i dets tidsalder, og at vise, i hvilken udstrækning disse vilkår i deres helhed har modarbejdet eller favoriseret det, hvorledes dette menneske ud fra sine omgivelser har dannet sig et synspunkt på verden og mennesket«, således talte Johann Wolfgang von Goethe. Citatet står i forfatterens forord, der erklærer, at hans bog deler ambition med den tyske åndsfyrste.

Goethe, Gyldendal, 500 sider i stift bind, omkring 80 mundtlige kilder, 10 tætskrevne siders litteraturliste og navneregister, masser af billeder. Biografiens forfatter har blot en enkelt titel bag sig: den velskrevne kritiske bog ’Solisten’ om Kim Larsen, som Peter Rewers udgav sammen med Jacob D. Lund i 2011.

Siden da har Rewers arbejdet på biografien, der nu, efter vi i årevis har måttet nøjes med mere eller mindre heldige bøger om 1980’ernes unge vrede og romantiske litteraturhelt, det revolutionære, maniodepressive digterikon, den unge døde.

Man kan næsten høre basunernes blæs på parnasset: Knap 30 år efter hans død kommer den endelig: Michael Strunge-bogen to end all Michael Strunge-bøger.

Og så var der det med lyset, der ligesom skar ham i hornhinden«, står der i åbningskapitlet, der skildrer den dag i 1983, da Det Danske Akademi gav Strunge Otto Gelsted-prisen.

’Det med lyset’ dukker op gentagne gange: »Igen stirrede den lysfølsomme Michael Strunge for stift ind i solen, og igen faldt han blændet og fortabt igennem den store skakt af uigengældt kærlighed«, hedder det om forelskelsen i en pige fra punkmiljøet.

Lyset dukker også op, når sygdommen sender Strunge op i maniens højtravende vanvid eller ned i depressionens tunge apati. »Lyset blev skarpere, selv om det blev efterår. Michael Strunge kneb øjnene sammen, tog kontaktlinserne ud, men der slap alligevel stråler som knive ind under øjenlågene«. Sanseligheden i de beskrivelser er en af bogens styrker.

TV

Kilde: DR

Desværre forekommer de ikke så ofte. Først og fremmest dokumenteres Strunge. Blandt de ældste dokumenter er den 3-årige Michaels tegninger af forældrene i den kulturelt interesserede arbejderfamilie i Hvidovre.

Vi læser om skoletiden: mobbeoffer, fodboldglad ’professortype’, uddrag af teenagerens kærestebreve og skolestile. I gymnasiet er han klassens sjove og uregerlige outsider. Allerede nu opslugt af poesien, punken, David Bowie og de litterære cirkler i København. Rewers citerer fra de første digte, digtsamlingerne og udlægger temaer og betydninger, gengiver uddrag af breve, notater, anmeldelser, interview.

Der refereres inddirekte til skolekammeraters, læreres, digterkollegers, kæresters, venners og andres udsagn.

Der er tydeligvis lagt et enormt arbejde i denne på mange måder lydefri og seriøse biografi. Den er faktisk lige ved at være hjemme, men ... Misforstå mig nu ret: Jeg vil anbefale bogen til enhver med interesse for Michael Strunge.

Men: Selv om bogen fortæller detaljeret om et sensibelt og begavet ungt menneskes usikre gang på jorden. Selv om den troværdigt skildrer unge Strunges indre kampe med sin kunst og den sygdom, der blev hans død. Selv om beskrivelsen af et benhårdt, selvhøjtideligt, men også ambitiøst og legende kunstnermiljø i en kuldslået, desillusioneret, men også fandenivoldsk og højtravende tid er rimelig præcis.

Selv om Rewers gestalter ’Den tavse tid’, som Bowie – og Strunge – kaldte den, angsten, den hårdnakkede stolthed og kåde legesyge i ungdomskulturen dengang, så det løber en gammel 80’er-dreng koldt ned ad ryggen. Selv om man efter at have læst bogen ved, hvem Michael Strunge var, hvad han skrev og foretog sig – så er der stadig et rungende men: Hvordan han var, står desværre noget svagt selv efter alle disse sider.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg ved sgu ikke helt præcis, hvad det er, der fremkalder den uforløste fornemmelse, jeg har her på den anden side af kæmpeværket. Men der var noget, der skurrede undervejs: Rewers benytter sig indimellem af korte fiktionaliseringer, som tit og ofte forvirrer mere, end de understøtter.

For eksempel hvordan Strunge bevæger sig rundt i rummet eller tænder en smøg efter at have læst et brev eller skrevet et digt. Gjorde han nu også det? Hvorfor er det vigtigt? Sproget er ofte mærkværdigt gammeldags: »Michael Strunge var fra Hvidovre i udvidet forstand.

Timeligt var det her, han levede langt det meste af sit liv. Det var herfra, hans verden gik, og det var herfra, hans digte udgik«, »således var Strunge selv med til at dække op for et af de mest afgørende øjeblikke i sit digteriske liv, ja, i sin ganske tilværelse«. Hvorfor skriver han sådan i 2015 om en moderne digter?

KOMMENTAR

Det distingverede, tunge sprog skaber en sær distance. Det samme når mundtlige kilders oplevelser videregives som dækkede citater. I forordet står, at Peter Rewers: »i forsøget på at skildre Michael Strunges liv (har) gjort mig selv til kronvidne i sandhedens subjektive tjeneste«. Stilen er, forklarer han, vokset ud af Strunges forældres ønske om, at deres samtaler med Rewers ikke blev citeret direkte.

Princippet har han så videreført på alle mundtlige kilder. Sær beslutning, især når der citeres fra skriftlige kilder en masse.

Det er svært at forestille sig, at de helt nutidige mennesker, Rewers har talt med, benytte sig af samme slæbende sprog. Af og til slipper det noget ud, der viser måden, Michael Strunge og hans kreds talte på og omgik hinanden.

Her i et brev fra ekskæresten Inge Gulddal Petersen, skrevet, da Strunge i 1984 rejste i Ecuador med kæresten Cecilie Brask: »Du har venner, og du kan nemt få flere, hvis du gør en indsats, du skubber alt for mange væk. Jeg tror og håber, at du vil lære lidt om dette i Sydamerika, prøv at gøre noget ved de nære ting i tilværelsen. Du har, set udefra, haft et supergodt liv, kærlighed, hjælp, støtte, succes, penge, 25 år, ni bøger, et godt helbred – fysisk, der mangler sgu ikke noget – se på indianerne. Din psyke er negativ og deprimeret, og du flygter fra ... ja, hvad? Livet? jeg tror, du må være lidt mere barsk ved dig selv og leve lidt mere for andre, og her tænker jeg på Cecilie ...«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pludselig fremstår Michael Strunge som et levende menneske, fordi en anden italesætter ham som et sådant. Det sker for sjældent i den bog. Den er ellers en rigtig god, velresearchet, gennemarbejdet, flot udstyret litterær biografi.

Jeg kan bare ikke rigtig mærke Michael i det store værk. Det er både en skam og underligt. For det syntes jeg nu nok, jeg kunne, dengang jeg bare læste digtene.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden