Til at begynde med tror jeg egentlig på det. Jeg tror på digtet, der åbner Henrik S. Holcks nye digtsamling, ‘Testamente & Blomsterdigte’, på dets melodiøsitet og overmodne, mystiske skovbundsscene:

»som døde havde de endnu aldrig/ været levende/ de levendes død/ eksisterede ikke// granatæbler sprak/ i summende stilhed,/ grønt og fugtigt var her, her/ under skovenes grønne blade,/ man hørte myrer/ samle grannåle,/ det dundrede gennem skovbunden«.