En råkold vinterdag i 2009 interviewede jeg Sofi Oksanen i Helsingfors. Det foregik på den gamle russiske restaurant Saslik, og menuen stod på bjørn. Oksanen havde endnu ikke fået Nordisk Råds litteraturpris for ’Renselse’, men hun var for længst trådt i karakter som en vigtig forfatter med sine romaner og teaterstykker om den barske estisk-finske historie. Kombinationen af litterært talent, stærke meninger og en udviklet sans for selviscenesættelse havde bragt Oksanen på alles læber.
På et tidspunkt i samtalen, som blev optaget til tv, gik hun i flæsket på nutidens finske mand. Hun sagde noget i retning af, at finske mænd ikke er i stand til at udtrykke følelser. At de slår i stedet for at tale. Jeg gav hende mange chancer for at nuancere sit kontante udsagn, men hun var stålsat. Oksanen er ikke til konsensus og mainstream.
