Det er en god idé at få Kim Leine til at skrive en julebog. Han har boet samme sted som julemanden, og han ved, hvordan man skal undgå at få frost i sit skæg. Det er en halv kalenderbog på tolv små kapitler. Om en slædetur, som Andreas og hans far tager. Op over fjeldet, ud over isen, hen til hytten, og hjem til bygden igen. Måske mødte de julemanden. Måske hørte de isbjørnen. Man kan aldrig være helt sikker. Men de så fjeldenes »hvide snekjoler«, der svinger, når det blæser, de fløj hen over »isfoden« og de huskede at lægge to tændstikker klar til forfrosne fingre.
Historien om Hasse og hans møgirriterende lillesøster er herligt grotesk
