Når virkeligheden overgår satiren, bliver humoren lidt anstrengt, bemærkede Hans Scherfig. Måske en forklaring på, at det svedne danske grin er stivnet noget?
Når en moralsk og forvaltningsretligt anløben regering tager fra de fattige og fremmede for at give til de rige marionetstyret af et større parti, der ikke vil tage ansvar for sin egen politik, mens den formodede opposition slet ingen har ... Næ, så er det ikke let at overgå.
Så da Blæksprutten sidste år opgav ævred og sluttede med udgivelsen af ’125 års historie’, fortsætter Svikmøllen nu alene som landsdækkende satirehæfte. Og har ligeledes af de første hundrede årganges ca. 4.500 sider udvalgt en ’Danmarkshistorie’. Nåh, Danmarks og Danmarks ... det er nu så meget sagt.
Valgretskvindernes jubeltog til Amalienborg i 1915 (som Paul Fischer skabte det års kendte Blæksprutte-forside over) kommenterede tegneren Thor Bøgelund godt nok i Svikmøllens 1. årgang, men med en noget nedladende fantasi om, hvordan en mus på slotspladsen ville have skræmt de stovte kvinder. Men ellers skal man frem til Kanslergadeforliget i 1933 (en Chr. Hoff-tegning, ikke Jensenius’ berømte; den stod i Blæksprutten) for at finde noget egentligt politisk i denne ’Danmarkshistorie’.
Men derefter lysner det: Norske Ragnvald Blix – der under besættelsen måtte ty til Göteborg og pseudonymet Stig Höök – bidrog allerede i 1933 med en skarp Hitler-karikatur og lod i 1936 en nazisoldat anklage Chaplin for at parodiere Føreren – fire år før ’Diktatoren’s premiere!
Arne Ungermann er selvfølgelig politisk skarp i 1937 og 1938. Og efter den tysk-sovjetiske ikkeangrebspagt får vi i 1939 en dansetime med kommunisten Aksel Larsen og nazisten Fritz Clausen som par – minsandten tegnet af Herluf Bidstrup, før han gik under jorden og siden blev anderledes sammenbidt DKP-tegner på Land og Folk.
Interessant nok trykker redaktionen også fire tegninger, der blev kasseret under besættelsen og altså nu trykkes – første gang? Mit spørgsmålstegn skyldes bogens understatede og ukommenterede præsentation af de sensationelle fund, end ikke ophavsmænd oplyses. Men Ungermanns streg tager man ikke fejl af, og en af de andre skyldes vist Sven Brasch. Han er pænt repræsenteret sammen med Storm P., Valdemar Møller og – bl.a. i en flot annonce for tandteknik! – Politikens anden teatertegner Viggo Thomsen.
Her er masser af Eiler Krags satire, ligesom af den både grove og elegante Bent Eskestad, og et par sjove glimt af Stig Lommers frække streg.
Efter krigen kommer også Des Asmussen, Ib Spang Olsen, Henning Gantriis, Klaus Albrectsen, Poul Holck og Peder Nyman til. I 1980’erne og 90’erne Rune T. Kidde, Jørgen Mogensen og Claus Deleuran. Da havde Cosper, Füchsel og Qvist for længst blandet vittighedstegning og satire, mens Kirsten Hoffman, Maggi Baaring og Anni Lippert kappedes om at overgå d’herrer i at tegne bare damer.
Mere galgenhumor end håb om forbedring
I dag er de to kvindelige tegnere på den nuværende Svikmølle vist mere ligestillede med de tolv (!) mandlige, hvad emnevalg angår. F.eks. kan Annette Carlsen i 2015-heftet tegne det nymodens hospitals ’gør det selv-stue’ uden fræk sygeplejerske eller noget som helst andet personale (’Knæk og bræk’), og Pernille Mühlbach tager sig af de epidemiglade forældre, hvis børn ikke må blive vaccineret – en ’Syg trend’.
Pinger, politikere og pampere har alle dage været hovedingredienser i den mos af punkteret og parodieret offentlighed, Svikmøllen sætter på julebordet, og tegnere som Katzenelson, Bundgaard, Ingemann, Heydenreich og Lars Andersen har da også ministrene Inger Støjbergs og Peter Christensens skræmmende fysiognomier i sigtekornet. Fhv. Carl Holst har som bekendt selv stillet sig i skudlinjen.
Men både Thulesen Dahl og Mette Frederiksen slipper gratis fra et flovt år, når man ser bort fra Jens Hages fjantede forside. I holdningen til nationens såvel som klodens tilstand er der overalt mere galgenhumor end håb om forbedring, skønt en idé om alternativer til suppedasen nok havde givet skarpere bid og hjulpet til sortering i de mange og tætpakkede småtekster med rent lal og lommeuld.
»Svikmøllen har gennem de seneste årtier gjort alt for at bringe tegninger og tekster, der ville forarge de berørte personer så meget, at det kunne indbringe et gedigent sagsanlæg«, hævder redaktørerne af ’Svikmøllens Danmarkshistorie’, men må beklage: »Bestræbelserne har endnu ikke båret frugt – men vi gør vores yderste«.
Giv den lige en tand til – en skarp én.
--------------------------
Rettelse: Der stod i en tidligere version, at Svikmøllen er det eneste tilbageværende satiriske julehæfte - det er vel at mærke det eneste landsdækkende: Sønderjyderne har stadig Æ Rummelpot, og i Nyborg udkommer Bæltsprutten
fortsæt med at læse
