Rolf Sparre Johanssons anden udgivelse, ’Begravelse’, består af et enkelt langt digt på kun 35 sider. Ligesom debuten, ’Søvn’, fra sidste år handler ’Begravelse’ på sin vis om at blive voksen. Men hvor ’Søvn’ handlede om at blive far, handler ’Begravelse’ om selv at være nogens barn. Eller rettere om ikke længere at være det, for digtet beskriver, hvordan jeget og dets to brødre mister deres mor efter en operation. Påvirket, men nøgternt beskriver det forløbet op til, under og efter, inklusive altså begravelsen.
Det er ikke, fordi det er trist, at ’Begravelse’ er et godt digt. Det er godt, fordi det på en meget gennemført måde arbejder på at give sorgen et sprog. Det sprog er fuldstændig renset for billeder, men til gengæld fuldt af talesprogets selvafbrydelser og selvkorrektioner, af ufuldstændige, hakkende, stammende sætninger og omvendte ordstillinger.
