Mit venskab med Vagn Lundbye rækker langt tilbage til 70’erne, hvor vi påbegyndte vores gennem livet fortsatte dialog om henholdsvis Nord- og Sydamerikas indianere.

Vi var vendt tilbage fra rejser til hver vores udvalgte folk: Vagn fra Nord-, og jeg selv fra Syd- og Mellemamerika. Begge havde vi skrevet bøger om kontinentets urbefolkning og gennemlevet hver vores smerte ved den måde historien havde behandlet dem på.