Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Slidt. Espedal mener, at han har taget hul på den sidste del af sit liv. Ikke kun fordi han ryger som en skorsten, men han mærker, at det tærer på kræfterne, når man skriver på baggrund af sine egne følelser. »Jeg kan lige så godt sige det. Jeg håber, at jeg kan nå at skrive endnu to bøger«.
Foto: Joachim Adrian

Slidt. Espedal mener, at han har taget hul på den sidste del af sit liv. Ikke kun fordi han ryger som en skorsten, men han mærker, at det tærer på kræfterne, når man skriver på baggrund af sine egne følelser. »Jeg kan lige så godt sige det. Jeg håber, at jeg kan nå at skrive endnu to bøger«.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tomas Espedal: »Jeg håber, at jeg kan nå at skrive endnu to bøger«

Lydbøgerne slår rekorder, 'Min Kamp' opføres som teater og Hans Hertel og Ian McEwan er begge bogaktuelle.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Øret i bogen

Mange kender det. Før hver sommerferie har de en bogstak, der lige så stille vokser, før de tager i sommerhus eller forsvinder til en lille ø med et umuligt navn ud for Kroatiens kyst. Noget skal indhentes. Jeg nåede ikke til bunds i min egen stak, for ofte gik jeg bare rundt og lyttede. Indimellem til vindens susen i træerne, som man gør i ferier, men lige så tit var det historiens vingesus, jeg hørte. Eller rettere lyden af det 20. århundredes historie, som hollænderen Geert Mak har skrevet i bogen ’Europa’.

Jeg interviewede ham til avisen, da bogen udkom, og dengang læste jeg om hans rejse gennem den nyere europæiske historie. I ferien lyttede jeg til Maks historie igen. Det var en anden oplevelse. Langsommere. Måske mere eftertænksom. Tålmodighedskrævende. Aflytningen tager 36 timer for de 800 sider. Som en britisk avis skrev, er Geert Mak den historielærer, vi alle burde have haft, og nu kan jeg lytte til ham, når jeg gør rent eller sidder på terrassen og ser solen gå ned over skoven. Historielærer Mak kommer direkte ud af min smartphone, og jeg er på ingen måde den eneste, der har fundet frem til denne måde at indtage bøger på.

Intet hjørne af bogverdenen vokser lige nu hurtigere end lydbøgerne. Danskerne storlytter, uanset om de får bøgerne gratis eller skal betale. I juli slog eReolens lydbøger alle rekorder. 162.309 titler blev lånt. Antallet er mere end fordoblet på to år. Der er 74 børnebøger på listen over de 300 mest populære lydbøger. Abonnementstjenesten Mofibo melder om tilsvarende øget lytning i juli. Her har kunderne hentet 185.000 lydbøger. Ligesom på bibliotekerne er det romanerne, der trækker. Krimier og kærlighedsromaner. Alle synes at læse eller lytte til det samme. Sara Blædel, Mari Jungstedt, Dennis Jürgensen, Jojo Moyes, Sylvia Day, Läckberg, Slaughter, Kazinski, Nesbø. Fortsæt selv.

Overnørden

Det vil være en overraskelse, hvis Hans Hertels nye bog kommer som lydbog. Den 77-årige litteraturprofessor har ikke som sådan noget imod digitale bøger. Hans hjerte banker bare en smule hurtigere, når han hører det gamle arabiske ordsprog om, at en bog er som en have, man bærer i lommen. Hans nye bog hedder ’Bogmennesker’, og den er en diger samling af tekster om bøger og bogfolk over de seneste 25 år.

En del af teksterne vil Politikens læsere kende fra avisens spalter, så de ved, hvad Hertel for eksempel mener om det, han kalder bibliotekernes skrumpesyge. Bogen lægger sig i forlængelse af bogen ’Litteraturens vaneforbrydere’ fra 1990 og ’Karen Blixen superstar’ fra 1996. Som skribent lægger Hans Hertel aldrig skjul på, hvad der driver ham. Det første afsnit af tekster har overskriften ’Af en bognørds bekendelser’.

To bøger tilbage

Norske Tomas Espedal er efterhånden en hyppig gæst i Danmark. Når han har forladt Bergen og ankommer til København, synes han, at verden udvider sig voldsomt. Det har forfatteren for nylig fortalt til Aftenposten.

Som Espedals mange danske læsere ved, skriver han stadig tættere på sit eget liv. Hans liv er blevet hans litterære stof, men sådan var det aldrig planlagt. Han havde faktisk, siger han, skrevet fire bøger, før han begyndte at bruge sine egne livserfaringer i sin litteratur, og det virker ikke, som om det er en arbejdsmetode, han vil anbefale.

»Det er en krævende arbejdsmåde. Det er meget vanskeligt, og du betaler med kroppen. Der kommer en reaktion. Det koster mig meget, og du kommer ikke ustraffet fra at skrive på den måde«.

Espedal mener, at han har taget hul på den sidste del af sit liv. Ikke kun fordi han ryger som en skorsten, men han mærker, at det tærer på kræfterne, når man skriver på baggrund af sine egne følelser. »Jeg kan lige så godt sige det. Jeg håber, at jeg kan nå at skrive endnu to bøger«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den yngste fortæller

I sine unge dage blev han kaldt Ian Macabre, fordi hans romaner var farvet af menneskesindets natside og menneskets mest utiltalende tilbøjeligheder. I dag er Ian McEwan kendt som forfatteren, der kan få hærskarer af læsere til at bestorme boglader over det meste af verden.

Især romanen ’Soning’ (’Atonement’) sikrede ham berømmelse langt ud over De Britiske Øer. Nu er han romanaktuel igen, og denne gang må man sige, at han virkelig har udtænkt en speciel fortæller af sin historie i bogen ’Nutshell’. Det er historien om Trudy, en utro kvinde, som lægger skumle planer med sin egen ægtemands bror. Der er bare lige det, at de ikke har tænkt på, at et vidne følger med i alt, hvad de foretager sig. Vidnet er fosteret i den gravide Trudys mave, og det er fosteret, der står for fortællingen.

I flere af sine romaner har McEwan minutiøst researchet sine hovedpersoners fagområder fra neurokirurgi til fysik og den juridiske lovjungle, som en højesteretsdommer forventes at kunne finde rundt i (The Children Act). Ifølge McEwan var det en ren fornøjelse ikke at skulle foretage nogen som helst research for at kunne krybe ind i sin endog meget unge fortæller. Historien i ’Nutshell’ beskrives som en Hamlet-historie, der foregår lige nu. En historie om mord og bedrag.

Knausgård krænget ud

Kan man krænge sjælen ud af Karl Ove Knausgårds seksbindsværk på to timer? Ja, det kan man faktisk godt. Maja Wang-Naveen fra norske Aftenposten er begejstret for teaterudgaven af ’Min kamp’, som i dag har premiere i Norge på Kilden i Kristiansand. Stykket spilles af fire personer, og dramatiseringen er direkte eksplosiv, mener anmelderen.

Instruktør er Ole Anders Tandberg, og han har valgt at finde de steder i Knausgårds kæmpeværk, hvor humoren spiller en rolle. Alle de øjeblikke i Knausgårds beretning, hvor det bliver pinligt eller brutalt.

Knausgård skal have sagt, at det at skrive er som at hente dét ud af skyggerne, som vi ikke ved, og ifølge Wang-Naveen er det et tilsvarende kunststykke, instruktøren formår i sin opsætning. Anmelderen får på fornemmelsen, at dramatik kommer til at handle om at hente dét ud af bøgerne, som vi ikke opdagede som læsere. Hos Knausgård var det humoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tandberg har ikke slavisk fulgt forløbet i bøgerne. Teaterstykket henter det meste af sit stof fra bind 1, 2 og 6, og kernen i historien er, ud over Knausgård selv, den far, som forfatteren både elskede og hadede.

De seks bøger virker som en konstant tankestrøm, der flyder gennem forfatteren. På scenen er den delt op på fire personer, og dette greb giver ifølge Aftenpostens anmelder en følelse af, at vi alle kan være Knausgård.

»Eller at ingen kan være det, eftersom de færreste er så forbandet forelskede i sig selv«, skriver anmelderen, før hun tilføjer: »Er vi vel?«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden