Det er aldrig rart at se en elsket ven dø.
Særligt ikke, når processen strækker sig over mange måneder, og gribbene begynder at cirkle omkring kadaveret, længe før døden er indtrådt. Men det har været min skæbne dette efterår, efter den store amerikanske boghandlerkæde Barnes & Noble besluttede at lukke sin butik ved Lincoln Center, nogle få hundrede meter fra, hvor jeg bor i New York. Forklaringen er så enkel, som den er tragisk. Finanskrisen og den efterfølgende recession, den stadigt stigende andel af bøger, der sælges over internettet og e-bøgerne, der marcherer nådesløst frem.







