Gerhard Bonnier. Maleri: Torsten Schoenberg

Gerhard Bonnier. Maleri: Torsten Schoenberg

Bøger

Boghandler Bonnier og medierevolutionen i Købmagergade

I dag for 200 år siden etablerede den tyske indvandrer Gerhard Bonnier sig som boghandler i København. Dermed grundlagde han Bonniergruppen, der nu er Nordens største mediedynasti.

Bøger

Det var aldrig gået i dag. Det var lettere at indvandre til Danmark i 1801. Det var et held for jøden Gerhard Bonnier - og for den nordiske bogbranche.

Han var født i 1778 som Gutkind Hirschel, søn af en handelsmand i Dresden, og blev sproglærer i Hamburg. Hvorfor valgte den 23-årige Gutkind så at udvandre til København under det franskklingende navn Bonnier? Måske fordi vi havde ry for at tage gæstfrit imod jøder, reformerte og andre asylsøgere. Måske også fordi Bonnier, der sværmede for den franske revolution, havde hørt om byens tidligere franske boghandlere med det gode ry.

I 1804 overtog han et lejebibliotek i Klareboderne. Han udvidede bogladen til forlag, forsøgte sig som avisudgiver, gik konkurs og oplevede mange kriser, men via sønnen Albert blev han grundlægger af Bonniergruppen, der i dag er Nordens største mediedynasti. Det eventyr vender vi tilbage til.

Selv klarede han sig igennem til sin død 1862 som boghandler og udgiver, på 12 skiftende adresser i Københavns indre by, men altid omkring Købmagergade. Det var her, det sneede, og her indgår Bonnier i guldalderens medierevolution.

Landsforvisning for satire
Det var barske vilkår for folk, der levede af det trykte ord i Danmark anno 1804. Den franske revolution havde skabt angst og reaktion. I 1798 indgav 300 borgere en petition om begrænsning af trykkefriheden, og Gud og kronprins Frederik bønhørte dem.

Trykkefrihedsforordningen af 1799 skulle tæmme 'skrivefrækheden' med hårde straffe for kritik af kongemagten, regeringen og religionen, og i 1800 blev satirikerne P.A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun landsforvist og gik i eksil i Frankrig.

Også økonomisk stod barometeret på storm og krise. Fra 1801 blev landet ramt af nederlag og amputationer på stribe: slaget på Reden, bombardementet af København 1807, tabet af flåden og den florissante handel, statsbankerotten 1813 og afståelsen af Norge 1814. Men »imod det ydre ruster sig det indre«, som J.L. Heiberg senere skrev. Det blev motoren i det mirakel, der hedder guldalderkulturen.

København var en ravnekrog på 100.000 sjæle i en afsides krog af Europa, men fra 1803 oplevede byen en enestående kulturel blomstring - en kædereaktion af kreativitet i litteratur, kunst, musik og videnskab. Miraklet fortsatte i 40 år, måske også som en æstetisk kompensation for de ydre tab og den indre ufrihed, der herskede i landsfaderen Frederik VI's bigotte og repressive idyl.

Hvis man i 1845 gik en tur ved Rundetaarn, kunne man møde seks-syv mænd, der efter international målestok må kaldes genier: fysikeren H.C. Ørsted, forfatterne H.C. Andersen, Grundtvig, Kierkegaard og maleren Christen Købke.

Til genierne i købstaden vil nogen også regne balletmester Bournonville og grosserer Brandes' søn Georg, der skulle blive Europas førende kritiker. Og oven i genierne var der alle talenterne. På Købmagergade vrimlede det med store skribenter, arkitekter, billedhuggere, malere, komponister, skuespillere, forskere, militær- og erhvervsfolk.

Bermudafirkanten
Guldalderens Bermudatrekant bestod af tre ærværdige institutioner: Københavns Universitet, Det Kgl. Teater og Kunstakademiet. Men det blev til en Bermudafirkant med det nye publikationsmarked, der opstod omkring Købmagergade.

Den hed oprindelig Kødmangergade, for her lå fra 1300-tallet byens kødhandlere og slagteboder. Der kom til at lugte lidt bedre fra 1600-tallet, da adelen begyndte at bygge bypalæer her. Det eneste bevarede af dem er Marskalgården, nu nr. 35, der efter Københavns brand 1728 blev nyopført i hollandsk barok. Den blev fra 1779 domicil for Det Kgl. Postamt, og det kom til at ændre hovedstadens kulturgeografi.

Fra omkring 1800 blev postvæsenet moderniseret. Der kom mere fart på brev-, avis- og pakkeposten med brolagte landeveje, karrioler og diligencer, fra 1815 den højmoderne kuglepost, fra 1819 kombineret med dampskibe og fra 1840'erne med jernbanen. Det gjorde Købmagergade til byens rejsegade og kommunikationsakse - eller som Klaus Rifbjerg ville sige: hjertefloden - med livlig trafik via Nørreport til Nordsjælland og Norge-Sverige og via Vesterport til resten af landet og det sydlige udland.

Hjerteflodens åløb begyndte ved Kultorvet, hvor Nordsjællands kulsviere solgte kul, og mundede ud på Højbro Plads, hvor amagerkonerne solgte grønsager. Efter 1800 blev åen til pressens og litteraturens aorta, hovedpulsåren i guldalderens kulturliv.

Hovedløbet begyndte ved Rundetaarn med Universitetsbiblioteket over Trinitatis Kirke, hvorfra tidens vigtige tidsskrifter blev redigeret. Kirkeloftet rummede også Oldsagssamlingen, der senere blev til Nationalmuseet. Ned ad gaden samledes byens boghandlere, der siden 1638 havde haft deres stader på Børsen, og posten og siden telegrafen tiltrak de nye medievirksomheder.

Takniske fornyelser
Her og i Købmagergades sidegader lå forlag, avis- og tidsskriftredaktioner, anført af Berlingske i Pilestræde og Gyldendal i Klareboderne. Her kom nye boglader med udenlandsk litteratur og kunsttryk, lejebiblioteker, trykkerier og læseselskaber. Her begyndte Studenterforeningen fra 1820. Her lå cafeer og klubber som Atheneum med egne læsestuer og stort bladhold.

Dynamiske forlæggere og bladudgivere satte damp på tekstproduktionen - helt bogstaveligt. En stribe tekniske fornyelser blev tilsammen til den 2. trykrevolution fra 1800. Vigtigst var den dampdrevne hurtigpresse, der firdoblede trykkapaciteten fra 300 til 1.200 ark i timen. I 1825 fik København sin første hurtigpresse, på Adresseavisen i Købmagergade, og så gik det rask.

I 1840 havde byen 120.000 indbyggere, men 20 trykkerier med 90 presser, heraf 25 hurtigpresser, og 52 bogbindere - og til at aftage denne kæmpeproduktion: 40 boghandlere og 22 lejebiblioteker. Det frie marked for blade og bøger formidlede nye tanker til nye læsergrupper, vendte rundt på Frederik VI's og Christian VIII's provinsielle Danmark og banede vej for fri debat og kommende folkestyre. Sådan fik Bermudafirkantens medierevolution politisk betydning.

Broget produktion
Gerhard Bonnier blev et vigtigt hjul i den udvikling på nordisk plan. I 1804 fik han fast opholdstilladelse i Danmark og kort efter næringsbrev som boghandler. Det var nyt med den art rettigheder til jøder - i 1788 fik de adgang til håndværkslavene og fra 1802 ret til at eje fast ejendom, og først med grundloven i 1849 fik de fulde borgerlige rettigheder.

Bonnier havde flair, og naturligvis slog han sig ned midt i det kulturelle smørhul - skråt over for barokpalæet i Klareboderne, hvor Gyldendal siden 1787 har holdt til, og to skridt fra Postgården og Købmagergades ekspanderende bogmiljø.

Han overtog et lejebiblioteket på 12.000 bind og gjorde det til byens førende scientifike Bibliothek med speciale i udenlandsk videnskab. Han udvidede bogladen til et forlag med en broget produktion af undervisningsbøger og parlører, ofte skrevet og bearbejdet af ham selv, rejsehåndbøger, sangbøger og videnskabelig litteratur.

Fra 1813 fik Bonnier en ejendom på Købmagergade, blev udgiver af den lille avis Dagsposten (1816-19) med et søndagsblad for kulturnyheder og købte et bogtrykkeri. Men han forløftede sig på urentable udgivelser, bl.a. af videnskabelig litteratur, der solgte trægt i udlandet, og på ekstravagant reklame. I 1821 gik han konkurs og måtte kante sig igennem for at brødføde sine 10 børn, men han rettede sig aldrig helt igen.

Bonnier sendte de tre sønner Adolf, Albert og Felix til Göteborg og Stockholm for at åbne boglader. De klarede sig fint. I 1831 fulgte han selv efter, men det mislykkedes - ifølge myten fordi de svenske myndigheder mistænkte denne 'franske' Bonnier for at være en farlig revolutionær jacobiner. I 1832 indvandrede den gode mand så for anden gang til Danmark og fortsatte som boghandler, forlægger og antikvarboghandler. Han døde som 84-årig i 1862, mæt af dage og af modgang.

Skandinaviens største
Navnet Bonnier levede videre. Gerhards dygtigste søn, Albert i Stockholm, blev forlægger som 17-årig i 1837 og navngav dermed, hvad der blev Sveriges førende forlag - og gradvis Skandinaviens største mediekoncern med interesser i bøger, aviser, magasinpresse, film, radio og tv i 14 lande.

Fire gange har den danske forlagsbranche eksporteret store talenter til Sverige: Henrik Koppel med det populærvidenskabelige magasin Ljus, Einar Hansen med Allhems Förlag i Malmö og Adam Helms, chef for Forum. Men ingen overgår i betydning Albert Bonnier, hvis tipoldebarn, Carl-Johan Bonnier, nu sidder i koncernledelsen.

Det er det eventyr, der begyndte for 200 år siden i et lejebibliotek ved bredden af Københavns hjerteflod. Den tiltrækning har området i øvrigt stadig. Købmagergade har kun få boghandlere tilbage, men forlagene vil stadig helst ligge nær åløbet. En af de sidste tilflyttere, fra 1996, er det Bonnier-ejede Lindhardt & Ringhof på Kultorvet.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce