Lige omvendtAf Søren Ulrik Thomsen I Thomas Boberg og Niels Franks kritik af Frederik Stjernfelts og min bog 'Kritik af den negative opbyggelighed' i Politiken torsdag d. 10. marts må en enkelt passage straks anholdes, nemlig denne: »Men det værste er måske, at d'herrer nægter at kendes ved, at deres mistænksomhed over for kritiske tænkere langt hen svarer til tidehvervspræsternes kritik af menneskerettighederne som 'fup'. For fra begge sider bliver det jo hævdet, at det ikke tilkommer noget menneske at frelse et andet menneske. Det kan nemlig kun Gud«. I vores bog skriver jeg s. 118-19: »Forstår jeg altså så glimrende advarslen imod, at mennesket sætter sig selv i Guds sted, fatter jeg til gengæld ikke den tidehvervske følgeslutning, at mennesket har overskredet sin jurisdiktion, når det kræver universelle menneskerettigheder, thi for mig at se er det universelle ikke det samme som det absolutte. For uanset om mennesket så udstrækker sin verdensforbedrende virksomhed til klodens sidste centimeter, er det alligevel Gud, der er givet al magt i himlen og på jorden, så hvorfor skulle mennesket i ydmyg bevidsthed om dette ikke føre en politik, som sigter på at forbedre vilkårene for så mange som muligt, når bare det samtidig holder sig for øje, at al politik er af denne verden og derfor altid ufuldstændig såvel som fejlbarlig ? Den fine lutherske erkendelse af, at man ikke bliver et bedre menneske af at gøre gode gerninger, bliver for mig at se absurd, når den skærpes til, at gode gerninger så er af det onde ...«. Altså: Her siges lige det omvendte af, hvad Boberg og Frank hævder.