»Digtning der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel (KK) er ikke værd at beskæftige sig med. Fordi alt andet er at spille violin, mens skibet går ned«.
Ordene er digteren Lars Skinnebachs, i bogen ‘Øvelser og rituelle tekster’ fra 2011, og ’KK’ står, hvis nogen skulle være i tvivl, for klimakrise.
Skinnebach er måske er den mest radikale, når det kommer til at tage den menneskelige påvirkning af Jorden, der har fået forskere til at foreslå betegnelsen antropocæn for den geologiske tidsalder, vi befinder os i (og som klimakrisen er et af flere udtryk for), som fordring til poesien. Men han er hverken den første eller den sidste.
I 2016 beskæftiger flere og flere digtere sig på den ene eller anden måde med antropocæn, og digtere som Thorkild Bjørnvig og Inger Christensen skrev på mange måder poesi om antropocæn, før ideen havde fået det navn, i hvert fald i en bredere offentlighed.
