Caribien. Alene ordet kan få den spæde sved frem ved hårrødderne, og man kniber uvilkårligt øjnene sammen ved tanken om tropesolen. Et varmt øparadis.
Mich Vraa kender området bedre end de fleste. Caribien har været hans foretrukne vinterdestination gennem tre årtier. Som turist er det skønheden, han husker. Når han tænker på Caribien som forfatter, falder brutaliteten i øjnene.
Sorte slaver, der bliver mishandlet med glødende tænger. Sorte slaver, der bliver pisket, voldtaget eller brændt ihjel. Sorte slaver, der bliver udsat for grusomheder. Danske grusomheder.
Da han begyndte at skrive på romanen ’Haabet’ om slavetiden på De Dansk-Vestindiske Øer, var hans viden om emnet på ingen måde prangende.
