Dorthe Nors er over det hele. Hun får jævnligt trykt sine tekster i magasiner, andre kun kan drømme om. Hvordan gør du, spurgte tyske Daniel Kehlmann hende, da hun fik sin anden novelle i magasinet The New Yorker som den første dansker.
Senest har en prisjury sendt hende i finalen om The Man Booker International Prize for romanen ’Spejl, skulder, blink’, men at man bliver præsenteret for en af hendes tekster i lyntoget mod Jylland, er alligevel specielt.
»Skal du interviewe Dorthe Nors«, spørger min sidemand i lyntoget.
Jeg har begravet mig i en større bunke artikler om Nors, som ligger på klapbordet.
