Line Kjeldsen Jensen er indimellem lidt for ærlig. Derfor tegner hun før hun taler - og for at finde frirum i en kaotisk hverdag.
Tegning: Line Kjeldsen Jensen

Line Kjeldsen Jensen er indimellem lidt for ærlig. Derfor tegner hun før hun taler - og for at finde frirum i en kaotisk hverdag.

Line Kjeldsen Jensen: Jeg tror, jeg lider af en form for ærlighedstourettes

Hvad gør man, når man er på barsel med et spædbarn og er lænket til sofaen med en ’lortefod’, der ikke virker. Og desuden har en toårig, en teenagedatter og musikermand på turné? Man tegner!

Da jeg træder ind ad havelågen, løber en lille, lyshåret pige rundt og plukker tulipaner fra bedene, inden hun råber: »Jeg skal tisse!«.

»Vil du tisse i haven?«, spørger hendes mor, Line Kjeldsen Jensen. Det gør hun så.

Her er kaotisk, men hyggeligt og frit. Mayonnaisen er ved at gulne på et par efterladte makrelmadder skåret ud i hapser. Jeg er i en haveforening på Amager. I den kolonihave, der er scene for det ret begivenhedsløse, men stærkt stemningsmættede drama, der udspiller sig i Line Kjeldsen Jensens bog ’Hver dag starter det forfra’.

Line Kjeldsen Jensen havde været på barsel med sin tredje datter i en måneds tid, da hun »fik et eller andet mystisk« med foden, der gjorde, at hun ikke kunne gå. Overhovedet. Så lå hun der på sofaen med en baby og en toårig, mens hendes mand tog af sted på turné med sit band.

»Det blev hurtigt et overlevelsesagtigt projekt, og jeg fik fornemmelsen af, at der ikke skete en skid. Den fornemmelse, tror jeg, er ret almindelig, når man er på barsel: Man pisker rundt, men det hele sejler stadig. Det hele blev selvfølgelig forstærket af ’lortefoden’, som jeg døbte den. Ingen synlige resultater, en konstant fornemmelse af at være bagefter. Med alt«, fortæller hun.

Hun begyndte at tegne miseren og dele scenerne på Instagram. Det blev et koncept: en tegning om dagen i hundrede dage.

»Jeg lagde oprindelig tegninger ud, fordi jeg kedede mig. Og så var der da sket én ting den dag«.

Der var dog hurtigt respons.

Ud med selvcensuren

Bogens oprindelige titel var ’Dagbog fra barselshulen’, men det blev altså ændret til den lidt mindre neutrale ’Hver dag starter det forfra’. Det er en del af transformationen fra Instagram-koncept til bogformat, fortæller hun.

Der sker jo ingenting i den her barselshule!

»Det gik op for mig, at det ikke gav mening at kalde udgivelsen en dagbog. En dagbog fra hvad? Der sker jo ingenting i den her barselshule! Konceptet gjorde, at også de dage kom med. Jeg droppede selvcensuren, og tankerne om, hvorvidt det her ingenting-sker nu var relevant. Titlen rummer hele bogens stemning«.

Bogen bærer genrebetegnelsen ’En slags graphic novel’. Der er ikke meget novel over det, ikke megen fremdrift. Mere end en fortælling, en egentlig historie, er det grundfølelser og stemningsmættede scener, der portrætteres.

»Oprindelig var jeg ret modvillig mod, at det skulle være en bog. En bog har en handling, en historie, men den er stort set fraværende her. Der passer Instagram med sin flygtighed egentlig bedre til konceptet. For at jeg kunne se det som en bog krævede det, at jeg redefinerede genren en smule«, siger hun.

Knap så selvhøjtideligt?

»Præcis. Det er en måde at slå tonen an fra start. Forlaget sagde, at det var en graphic novel, mens jeg sagde »njaaeh, det ved jeg sgu ikke« og prøvede at løsne lidt op i det hele«.

Er bogen til for dine følgere eller for dig selv?

Et sjældent syn. »Her har jeg aldrig haft tid til at ligge«, siger Line Kjeldsen Jensen, da fotografen beder hende posere i hængekøjen. »Det er jo vildt utroværdigt«. Uden for billedet løber børnene rundt. Her råder rodet. Foto: Finn Frandsen

Et sjældent syn. »Her har jeg aldrig haft tid til at ligge«, siger Line Kjeldsen Jensen, da fotografen beder hende posere i hængekøjen. »Det er jo vildt utroværdigt«. Uden for billedet løber børnene rundt. Her råder rodet. Foto: Finn Frandsen

»Mine følgere overtalte mig til, at det skulle være en bog. Jeg var ikke overbevist. Men altså, jeg var ikke mere ydmyg, end at jeg så søgte penge hos Statens Kunstfond. At de støttede det, gjorde, at jeg fik en tro på, at det også betød noget for andre end mig selv«.

En af de første tegninger viser dig under vand – kun lige med mund og næse over vandskorpen. Er det så hårdt at have børn?

»Ja!«, siger hun uden at tøve. »Det er så hårdt, men ikke exceptionelt for mig. Det er lige så hårdt for alle andre, men vi klarer det jo alle sammen på en eller anden magisk måde«, siger hun.

»Følelsen af identitetstab er ekstrem, når man er på barsel, men identitetstabet bliver jo ved med at være en følelse, der spiller ind, når man er forælder. Jeg tror, det er en erfaring, kvinder i højere grad lider under, selv om mænd nok også kender til den – det håber jeg i hvert fald, de gør«.

Omstændighederne gjorde, at hun måtte tegne, hvor hun kunne: ammende, puttende, toiletbesøgende. Det kaotiske og upolerede liv præsenteres i en ligeledes grov og uskøn streg.

En nødvendighed, der blev et princip; et sæt begrænsninger, der blev en redning, fortæller hun.

Der tales meget om antiæstetik. Hvordan har du det med det begreb?

Jeg slår jo i høj grad på tromme for, at vi viser det uperfekte frem

»Jeg er ret stor fan af det begreb! Og det gælder både i indhold og udtryk – det er det, der får bogen til at hænge sammen. Jeg slår jo i høj grad på tromme for, at vi viser det uperfekte frem. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt være lidt flov over det tekniske, stregen, men med indholdet har jeg ingen grænser«.

Et frirum bag en busk

Line sidder og tegner et selvportræt, mens vi taler i solen.

At tegne »blev en måde at trække vejret på«, skriver du. Er det stadig det?

»Det hjalp mig til at finde et sted at tale fra, et sted, hvor jeg kunne udtrykke mig på en måde, jeg ikke har kunnet professionelt. Jeg er blevet ret afhængig af det«.

Der er en scene, hvor du flygter og gemmer dig bag en busk for at tegne. Din teenagedatter føler sig ret overset ...

»Det er sket tit«, siger hun.

»Når man har små børn, bliver alle ens private rum invaderet. Scenen med busken handler grundlæggende om at finde rum til at være sig selv. Tegneprojektet endte med at blive sådan et frirum. Det blev nærmest terapeutisk«, siger hun.

Men frirummet er også blevet »et magtmiddel«, det er hun bevidst om.

»Min squad (hendes følgere på Instagram, red.) hepper på mig, mens min mand intet har at sige. Det er en måde at genvinde kontrol i mere end én forstand«.

I bogen portrætteres Lines Kjeldsen Jensens mand som et irriterende energisk modbillede til den udpinte mor på sofaen. Det er karikerede portrætter, og så alligevel ikke, siger hun.

»Det er sådan, det føles, når man ligger der omgivet af bleer, og din mand træder ind ad døren helt høj i hatten efter at have været ude at spille koncert for flere tusinde mennesker«.

»Tak og undskyld«, skriver du i kolofonen. Hvordan har din mand og din ældste datter det med den måde, de bliver brugt som en del af din fortælling?

»De to små forstår det heldigvis ikke endnu, men med min ældste datter måtte jeg selvfølgelig lave en aftale om, at hun godkender, inden jeg deler tegninger, hvor hun optræder. Min mand har været vildt sej til at støtte mig i mit projekt med alt, hvad det indebærer«.

Det umiddelbare billede, der tegnes, er bittert og brokkende, men det serveres med en humoristisk-ironisk understrøm.

I bogen spekulerer din teenagedatter i, om dine Instagram-følgere mon bliver deprimerede af dine tegninger ...

»Det ville give mening, men det, jeg hører, er, at folk både spejler sig i det og ser igennem den bitterhed, der udgør overfladen. De ser humor, kærlighed og almenmenneskelighed. Det er jo ikke, fordi det hele er noget lort, men nogle gange er det, og jeg tillader mig at sige det højt«.

»Jeg kan ikke lyve«

Der er ingen rene og veludhvilede babyer, men flydende tallerkener, kopper og alverdens kropsvæsker i bogen.

»Jeg tror, jeg lider af en form for ærlighedstourettes. Jeg kan ikke lyve, hvis folk, jeg ikke kender, spørger, hvordan jeg har det. Det kan godt være lidt udfordrende på et personligt plan, men ret frugtbart på et kunstnerisk«.

Du bliver talerør for noget alment måske?

»På den måde kan det handle om mere end bare mig, ja.Så snart noget bliver tegnet og fortalt, bliver det også alle muliges historie«.

Kan man tale om et feministisk budskab?

»Jeg tror og håber, det er feministisk, men jeg har lidt svært ved at definere den form for feminisme, det i så fald er. Jeg har ingen klar idé eller vision, men alligevel er bogen en undersøgelse af kvinders rolle: Hvordan balancerer man mellem familieliv, karriere og en drøm om en selvstændig identitet?«.

Et opgør med forventninger og et finpudset og iscenesat barselsglansbillede?

»Noget, der fylder meget hos mig, er et opgør med det her ord: burde. Da jeg var på barsel med min mellemste datter, var jeg vildt bitter, og det kom fuldstændig bag på min mand. Han gik ud fra, at alle kvinders største ønske var at gå derhjemme med en baby. Jeg tror egentlig ikke, der er så stor forskel på mænd og kvinder, men der er en kæmpe forskel, når det kommer til forventningerne til dem«.

»Man hører så tit fra mænd, at »åh, jeg ville gerne gå på barsel, men det kan ikke lade sig gøre med mit arbejde«. Jeg er selvstændig, og barsel kan egentlig heller ikke lade sig gøre med mit arbejde, men det forventes af mig. Barsel er jo selvmord, hvis man gerne vil have en karriere, men det er sådan, det er, »fordi jeg er damen«. Det kan jeg godt blive lidt pissed over«.

Handlingslammet ammemaskine

Hun rejser sig, henter flere stifter til blyanten og begynder så at tegne videre, mens hun fortæller om det »dobbelte identitetstab«, det var både at være på barsel og være hæmmet af »lortefoden«.

»Foden er en detalje i forhold til det feministiske projekt, hvis man kan tale om sådan et, men det forstærkede hele situationen og min grundfølelse af at være en handlingslammet ammemaskine«.

»Gåture med barnevognen, caffelatte og co-barslende veninder blev der ikke noget af«, som der bittert-ironisk står i bogens indledning.

»Nu, når jeg ser sådan en mor, får jeg helt ondt i maven. Før jeg fik børn, tænkte jeg: »Ej, det ser dejligt ud«, men nu tænker jeg: »hun har sikkert været oppe siden kl. 3 i nat, gåturen er nok det eneste tidspunkt, barnet sover, og så skal man gå rundt der i Fælledparken med sin fucking caffe latte«. Der er tusind ting, man hellere ville«.

I slutningen af bogen spørger du, om du mon vil være mere eller mindre bitter, når du begynder at arbejde igen. Har du fundet svaret?

»Nej, det er jeg stadig i gang med at undersøge. Udfordringerne er i hvert fald ikke blevet mindre af, at jeg nu har fundet et nyt livsprojekt, samtidig med at jeg er startet på arbejde igen«.

Line Kjeldsen Jensen har næsten tegnet selvportrættet færdigt og overvejer nu, hvilket udtryk mundvigen skal signalere. »Måske skal jeg bare holde mig for munden? Al den ærlighed«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce