Med Knud Rasmussens ’Nye mennesker’ fik verden i 1905 for første gang indblik i polarfolkets fortællinger og myter, og nu har Rasmussens epokegørende bog fået sin fotografiske pendant. Med ’Ultima Thule’ har Henrik Saxgren skabt et enestående billedværk om nogle af de sidste mennesker, der lever i den fangerkultur, som var Grønlands, indtil det moderne trængte frem.
En del af de mageløse billeder er taget i den lille bygd Savissivik, hvor Saxgren har været med, når fangerne har jagtet isbjørn, hvalros, narhval og remmesæl. Han har været helt tæt på de voldsomme dramaer i kød og blod, som har udspillet sig, når fangerne har slået til med riffel og harpun – sikke en oplevelse, det må have været: de tunge isbjørnespor i sneen, jægeren, der spejder ud over snelandskabet, det store tunge dyr i kamp med glammende slædehunde, selve det dræbende skud og parteringen af den døde bjørn. På et foto står det blodige isbjørnekranie som en næsten okkult skulptur i rødt, på et andet ligger bjørnepelsen, hvidgul og blodig, udstrakt på isen.
Når det hele er overstået, vidner slagtepladserne på kanten af isen, som nu er farvet rød, med sine bunker af indvolde om det, der er foregået.
’Ultima Thule’ er en perfekt symbiose mellem antropologisk dokumentarisme og kunstfotografi. Man kan mærke, at Saxgren har opholdt sig længe blandt fangerne, og at han ud over at dokumentere en livsform også har villet pege på selve det eksistensens under, som manifesterer sig i den bidende kulde højt mod nord. Der er noget næsten spirituelt over mange af disse knivskarpe billeder af den enorme natur og det lillebitte, men magtfulde menneske. Hele tiden denne bevægelse mellem det konkrete og det uudsigelige.
