Peter Christensen har blandt andet talt med Watergatereporterne Carl Bernstein og Bob Woodward.
Foto: /AP

Peter Christensen har blandt andet talt med Watergatereporterne Carl Bernstein og Bob Woodward.

Bøger

'Scoop' er et rosværdigt og vigtigt bidrag til journalistikkens historie

Journalist Peter Christensen har interviewet en række verdenskendte journalister i sin velresearchede bog.

Bøger

Peter Christensens bog ’Scoop’ er et værk drevet af forfatterens årelange, tålmodige betagelse af de verdenskendte journalister, der har bidraget markant til det sidste halve århundreds journalistik.

Han har mødt dem, interviewet dem og gjort alt det, som en omhyggeligt arbejdende journalist skal gøre. Han har bl.a. talt med Washington Posts legendariske chefredaktør Ben Bradlee, Watergatereporterne Carl Bernstein og Bob Woodward, Sydney Schanberg fra New York Times, der beskrev Phnom Penhs fald og blev adskilt fra sin cambodjanske hjælper Dith Pran.

Peter Christensen har interviewet masser af bipersoner

En historie, der blev til filmen ’The Killing Fields’. Han møder den ensomme ulv Seymour Hersh, der afslørede My Lai-massakren i Vietnam og mange år senere amerikanernes brutale behandling af irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet. Peter Christensen møder David Rohde fra Christian Science Monitor, der dumdristigt sikrede sig sit scoop ved at snige sig ind bag serbiske linjer for at dokumentere massemordene i byen Srebrenica i Bosnien.

Da bogen truer med at drukne i møderne med mandlige journalisthelte, rettes balancen op, da forfatteren møder to af den nyere journalisthistories modigste kvinder, Helen Zille og Lydia Cacho, der med fare for deres eget liv afslørede tortur, korruption og pædofili i deres respektive hjemlande, Sydafrika under apartheid og korruptionens Mexico.

Og da man ved læsningen er lige ved at få for meget af fortidens journalistiske helte, genoprettes perspektivet i det sidste kapitel, som også er et brat stilistisk skift, fordi det ikke er fortalt, men er et klinisk afskrevet interview med de to tyske makkere Bastian Obermayer og Frederik Obermaier. De fortæller om deres banebrydende arbejde med Panama-papirerne, der afslørede, hvordan milliarder blev hvidvasket og gemt i skattely i Mellemamerika.

Det er næsten alt sammen kendt stof for journalister og journalistikinteresserede, og bogen tilføjer ikke meget konkret nyt – ud over detaljer om den journalistiske proces og hovedaktørernes (efter)tanker om deres professionelle livs stolteste øjeblikke.

Peter Christensen har interviewet masser af bipersoner – herunder præsident Richard Nixons bror – for at skabe en historisk ramme om de journalistiske afsløringer. Indimellem så spækket med detaljer, at man savner en hård, men retfærdig redaktionel hånd, der kunne have dræbt nogle af forfatterens forståelige darlings,der momentant truer med at forplumre bogens fokus.

Alle skribenter kender dilemmaet. Det er hjerteblod at fjerne oplysninger og interviews, som man har brugt uger og måneder på at finde frem til.

To vigtige elementer træder imidlertid skarpt i forgrunden i det, forfatteren i bogens undertitel kalder ’nedslag i journalistikkens verdenshistorie’: Det ene er et klart opgør med den såkaldte objektivitet, som ikke mindst Helen Zille og Lydia Cacho forfægter. Begge journalister er også aktivister. Zille blev fremtrædende politiker i Sydafrika efter apartheid, Cacho skrev om organiseret massepædofili, samtidig med at hun organiserede hjemsteder for sexmisbrugte kvinder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De gik journalistisk til værks, men balancerede ikke en sandhed med en løgn i balancens og den såkaldte objektivitets navn. »Sandheden er det objektive, og hvis du tjener sandheden, kan du være særdeles objektiv«, som Zille fortæller forfatteren.

Det andet vigtige element formulerer Peter Christensen selv over for duoen Obermayer og Obermaier: om ikke det i det aktuelle medielandskab er kilderne, der er på udkig efter journalister og ikke længere journalister, der leder efter kilder? Svaret er ikke et entydigt ja, men i eksemplet Panama-papirerne er det en ukendt kilde (som stadig er ukendt), der af egen drift overdrager over 10 millioner dokumenter, der skal systematiseres, tjekkes og dobbelttjekkes inden offentliggørelse.

Obermaier og Obermayer fik hjælp til arbejdet fra 400 kolleger fra hele verden, herunder Danmark. De ældre graverhelte gjorde det meste af arbejdet helt selv. Den digitale virkelighed åbner for kilder af et sådant omfang, at afsløringerne kræver en global kollektiv indsats.

I bogen hæmmes fortællingen af balancen mellem hovedpersonernes egne udsagn og forfatterens beskrivelser af de omkringliggende vilkår og forløb. Men den omhyggeligt researchede bog er et rosværdigt og vigtigt bidrag til journalistikkens historie og helt tydeligt hjerteblod for Peter Christensen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce