Der er noget rørende ved den figur, Jonas Suchanek skriver om og fra i sine korte, autofiktive romaner. Noget både sølle og standhaftigt, som undsiger sig kritik, men kalder på distraherende empati.

Det er jo irriterende, når man snarere tænker på, hvordan man kan supporte en ung forfatters tandlægebesøg, end på, hvor mange hjerter hans roman skal have. Men det siger også lidt om, hvad det er, Jonas Suchanek kan. Og hvad han måske – her i sin tredje roman – kan lidt for godt.