Af tegneseriebiografier over berømtheder – en veletableret genre på andre sprog – har vi overraskende få danske, og især med humoristisk tvist, som i Svane & Capezzones ’Daisy – en prinsesse i Danmark’. Men her kommer den første seriøse, med et modigt valg, men også godt stof og et rigt kildemateriale at øse af: Karen Blixens egne breve, de efterlevendes bidrag (Thomas Dinesen, Thorkild Bjørnvig, Clara Selborn m.fl.) og Judith Thurmans store biografi fra 1983. Også Chr. Braad Thomsens store portrætfilm fra 1995 nævnes som kilde, men desværre ikke senere analyser som f.eks. Tom Buk-Swientys bøger om familien Dinesen.
Resultatet udkom nemlig allerede i 2015 i Frankrig og er et grafisk såvel som personlighedsmæssigt kønt – inden for Blixen-forståelsen nærmest gammeldags – og i hvert fald mere sympatiserende end ligefrem skarpt portræt. Den unge Tanne, der som 10-årig havde mistet sin vilde far, var jo selv en lige så vild fugl, og som ældre verdensberømt baronesse på Rungstedlund en rent ud livsfarlig rovfugl, i hvert fald for yngre litterater med svage vægge mellem liv og litteratur.
Ungdommens utilpassethed nævnes ganske vist i tekstens velafstemte vekslen mellem dialog og relation/regi, også som motivering for Afrika-eventyret sammen med Bror Blixen.
Men ærlig talt: Det mærkes ikke i billederne!
Besættelsestegneserier demonstrerer bredden i dansk seriekunstTerkel Risbjerg– der sammen med sin franske partner før på dansk har udgivet den mildt dæmoniske ’Mina – et liv som kat’ og J.P. Jacobsen-parafrasen ’Skarabæernes konge’ – tegner både danske herregårde og afrikansk savanne i smukke, poetiske akvareller med veltempereret farveholdning.
Men hans figurtegning er lige så venligt antydende, så den unge spidsnæsede Tanne nærmest er en anonym ungpigeskitse, havde det ikke været for det store hår som diskret antydning af det viltre.
At hun og Denys senere i Afrika »dyrkede tanken om, at tilværelsen altid er noget risikabelt og farefyldt, et ’spørgsmål om liv og død’«, som teksten siger – det ånder de yndefulde tegninger altså ikke af!
Det rigtig originale greb i fortællingen er prologen med »7 usædvanlige feer« ved lille Tannes vugge.
Graphic novel oser af kropsangst og forvreden, undertrykt seksualitetForuden Shakespeare, Nietzsche og Sheherezade er det en løve, en stork og en masaikriger. Og så Fanden selv, der også dukker op i epilogen som et tavst, kun visuelt svar på det berømte spørgsmål fra ’Kardinalens første fortælling’, hvorvidt kunstneren (såvel som præsten) nu også tjener Gud – eller snarere hans modpart.
Havde Pandolfo og Risbjerg givet de syv feer mere plads, havde mere af Blixens fortællinger måske også fået det.
Nu står fiktionen – som så ofte – i skyggen af forfatterens person. I en køn og samvittighedsfuld fremstilling, der får de vigtigste livsafsnit med, men strejfet så kort og så tæt på hendes selviscenesættelse, at Lioness Blixen selv måtte have godkendt det.
Og kedet sig en smule.
fortsæt med at læse
