Historien er blevet til anekdoter«, siger en midaldrende herre i det første af de 45 bidrag til antologien ’Knivsæg’.

Over 10 sider reflekterer den anonyme mand over, hvor fjern krigen er for ham i hans nutidige gråtonehverdag. Og mange af de andre bidrag bekræfter det.

Her er rene familieanekdoter, både dokumentfaste og af mere tvivlsom dokumentarisk holdbarhed, og her er korte historier om jernbanesabotage og våbennedkastninger, om ’tyskerpiger’ (tre bidrag, stærkt tegnet af hhv. Henrik Rehr, Lars Jakobsen og Min Christensen) og om danskere i allieret tjeneste.

Velkendt stof, som mest viser, hvor unison danske familiers fortælling om krigen har været, godt hjulpet af den officielle historieskrivning fra de første tiår efter befrielsen: »Der var aldrig nogen, der kendte nogen, som havde været med i Frikorps Danmark«, som fortælleren tørt bemærker i et andet Rehr-bidrag. Men det dementeres nu delvis af næste fortælling om en opvækst som barn af »en overløber og en sigøjnerpige«, også særdeles veltegnet af Sofie Louise Dam.

Flere anekdoter turnerer pointen præcist, især Lars Jacobsens ’Passageren’ om en transport til Sverige. Færre har slet ingen pointe. Og er tonen i de ældre generationers selvbillede ens, er afkommets tegnestil det ikke: Her demonstreres bredden i dansk seriekunst lige nu, fra nærmest klassisk ’belgisk’ realisme over kollager af fotos og streg og til en spansk-amerikansk noirstreg som hos Halfdan Pisket eller for eksempel Rune Rybergs og Stine Spedsbjergs inspiration fra ny fransk seriekunst omkring forlaget l’Association. Blandt de ni kvindelige tegnere er også Clara Bjerre og Karoline Stjernfelt mere end lovende.

Det politiske niveau

Titlen går vel på den ’knivsæg’, krigens danske politik forsøgte at balancere på. Men faktisk handler ingen af bidragene om besættelsens politiske niveau. Det har ellers været i centrum for de senere års kritiske besættelsestidsdebat og forskning, men har tilsyneladende ikke fået familien Danmarks tegnere til at redigere i familiealbummet. En kvalitet ved antologien er til gengæld, at anekdoterne stammer fra alle egne af landet, inklusive Island og Færøerne.

Våbennedkastningerne over Midtjylland er jo med Hvidstengruppen noget af det bedst kendte stof fra årene. De indgår også i beretningen om ’Sabotage i Viborg’, for modstandsgruppen her modtager våben og TNT fra luften, før de kan sprænge jernbanen væk under en tysk våbentransport til Hirtshals.

Johan Nørgaard Pedersens besynderligt grove tegninger har en forbløffende, dragende dynamik: Selv om personerne fra rude til rude ligner hinanden mere end sig selv i hans kantede og påfaldende nødtørftige streg, skifter både historie, vinkler og beskæring så rask og effektivt som i en ordentlig actionfilm (eller i hans 75 (!) tidligere selvudgivne serier om Chicago-strømeren Bill Nash). Den paradoksale kombination får mig til at sluge historien i ét hug – selv om den grimme streg næsten sætter sig på tværs i halsen som fiskeben!

Anden Verdenskrig er ikke glemt af yngre danske serietegnere. Men den er stadig meget selektivt erindret.

fortsæt med at læse

Ny tegneserie er original, nostalgisk og har eksistentielle undertoner