Lige fra Zadie Smith første gang smilede til verden med ’Hvide tænder’, har hun været eksponent for en fortælleglæde gennemstrålet af charme, klogskab og humor.
Det faste afsæt er multikulturens ufashionable nordvestlige London – ’NW’ som hendes forrige roman hed – men Smith er aldrig forudsigelig. Hun finder altid overraskende veje ind i det globaliserede nu, vi efterhånden lever i, og hvis tilblivelse hun som en art kultursociolog undersøger i bog efter bog.
Og nu er Smith, der er 41 år, blevet så klog på livet, at de første romaners ungdommelige vitalitet suppleres af en moden vilje til at gå dybere ind i de venskabs- og familierelationer, som altid præger hendes romaner.
I denne omgang måske også hendes egne. Der er i hvert fald så mange lighedspunkter mellem hendes egen opvækst som danseglad datter af en jamaicansk mor og en engelsk far, der blev skilt, da hun var teenager, og den navnløse fortæller i ’Swing Time’, at man må tro, at romanen trækker på meget personlige erfaringer.
