Islændingene »hadede sig selv for at elske deres land og hadede landet for at elske dem. Det var islændingenes evige dilemma«, reflekterer den 21-årige hovedperson, som her i året 1981 forsøger at slippe væk fra hjemlandet ved at indskrive sig som studerende på kunstakademiet i München. Hovedpersonen hedder simpelthen Ung Mand, men »der var 18 bogstaver i hans navn«, og Hallgrimur Helgason (f. 1959) var selv indskrevet på bemeldte akademi netop det år. Manden bag romaner som ’101 Reykjavik’, ’Stormland’ og ’Kvinden ved 1000 grader’ (de to første er filmatiseret, de to sidste nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris) m.m.fl. har omsider taget hul på sine egne helt personlige erindringer.
Ung Mand er – som alle andre, der kunne gå under den betegnelse – en omvandrende vulkan af selvmodsigelser: selvbevidst selvhad, hormonbetændt jomfruelighed, kontaktbehov og reserverethed, kunstnerisk overmod og utilstrækkelighed. Dét overtryk må ud, og da det kun pinagtigt sjældent sker ad den dertil indrettede kanal – bl.a. i en ret kostelig scene med ufrivillig sædafgang bag et gardin i dagligstuen hos den stilige dame, han lejer sit værelse af – finder trykket andre veje: som pus fra hans bumseplagede ansigt og i form af en anden, meget speciel slags lava:
Ung Mand kæmper med noget modbydelig begsort opkast, der ved mødet med luften er selvhærdende og, medmindre det opbevares i glas, desuden selvantændeligt! Så i et år går Ung Mand omkring i en tung blå vinterfrakke med en inderlomme stor nok til at rumme et ølglas, hvis indhold efterhånden udgør en kulsort stenhård cylinder på 2,5 kg. Altså en art trekomponentbræk som erindret resultat af mødet med og indtaget af en ufordøjelig verden? Ja, for til sidst lykkes det ham ligefrem i et sugerør at fremstille en slags kulstift af det modbydelige sorte stads, og han begynder at skrive med det!
Lyder den symbolik håndfast og måske ligefrem lidt ildelugtende, er det værd at huske på sin egen ungdom, tilstanden af at »måtte alt, men kunne intet« og måske i bedste fald være lovende, dvs. et »fremtidens spøgelse«. Helgasons ualmindelig vitaminrige og opfindsomme festprosa (og Lembeks oversættelse!) skildrer det bedre end de fleste, fuld af nyskabte adjektiver som i den unge mands »slidsvedende pande«, de »hurtigflyvske trætoppe« uden for et togvindue eller de »bajerbarmede kvinder« i Münchens gader.
I Ung Mands kroniske febertilstand skal der kun et strejf af en kvindes blik til, før han er parat til at følge hende til verdens ende. Eller i hvert fald til Firenze, hvor en italiensk servitrice fra akademiets kantine holder jul med sin familie – og hvor vor yngling selve julenat må gå fra herberg til herberg uden at finde plads.
Han ender dog langtfra i nogen stald med et barn i krybben, men mister sin mødom på en ganske anden bagvendt og ufrivillig facon, end han går og drømmer om. Men der er mening med galskaben. Bag hele udtrækket af groteske scenerier løber en diskussion om moderne konceptkunst, en vrængen ad samtidens Unge Vilde og ad hele kunstverdenen som »et religiøst system på mønfødder«.
Men også stump for stump en analyse af og hyldest til Marcel Duchamp, især hans nu hundrede år gamle værk ’Det store glas’. Ærefrygt for det mesterværk og dets sublime korrespondance med Botticellis ’Venus’ medvirker vist til, at Ung Mand opgiver billedkunsten – men jo nu som Midaldrende Helgason har en sprogkunst, der kan noget lige så mesterligt.
fortsæt med at læse
