Bente Hansen er næstældst i en søskendeflok på 8 piger, født i Kolding, opvokset i ’Bibelbæltet’, som det her hedder – selv om barndomshjemmet forekommer rimelig afslappet med hensyn til gudstro.
Man gik i kirke for at se kirken, ikke for at høre gudstjeneste.
I gymnasietiden bemægtiger en rektor sig katedret og forelægger advarende klassen det synspunkt, at tiden er blevet »afkristnet«.
Det vækker ikke stor opsigt hos eleverne, men spørgsmålet er her 60 år senere blevet centralt for Bente Hansen. Er vi blevet ugudelige?
Selv kom hun via SF, Venstresocialisterne, feministerne, meditationen, venstrefløjsæstetikken, journalistikken (Politisk Revy, Information bl.a.) og forfatterskabet – hele molevitten – frem til Københavns Domkirkes menighedsråd. Her sad hun med stort udbytte 1996-2012.
Det giver hende en udmærket udgangsposition til at fortælle fordomsfrit og nøgternt om forholdet mellem kirke og mennesker fra Jesu tid og frem til i dag. Kan det gøres på 136 sider? Vel kan det så, når man skriver så uopstyltet (og populært!), som Bente Hansen.
Hun når gennem reformationen frem til moderniteten – de sidste par århundreder, da afkristningen af danskerne tog fart i en kulturradikal bevægelse, der begyndte med Georg Brandes og J.P. Jacobsen, som oversatte Darwin til dansk, og fortsatte i det 20. århundrede med 1960’er-radikalismen.
Hun ser tre hovedtræk i den bevægelse: et æstetisk, et politisk og et spirituelt. Forholdet til Gud var i den tid ganske let, for ikke at sige løsagtigt.
Jesper Jensen og Trille med ’Gud i det høje, som holder øje’ har egentlig ikke en disse med hverken kristendom eller ateisme at gøre (og – p.s. – jeg har også altid undret mig over den sangs popularitet. Den må tilskrives en utålelig missionsk børneopdragelse? Eller hvad?).
Men sympati har Bente Hansen for J.P. Jacobsens Niels Lyhne, som dør uden at anråbe nogen gud om hjælp. Lægen ser op mod stjernehimlen og bemærker: » – dersom jeg var Gud, ville jeg da langt hellere gøre dén salig, der ikke omvender sig på det sidste«.
Her er den udstrakte sympati med ateister og tvivlere og tøvende og fortabte, som ikke skal skrives op i en kurve over trofasthed mod troen, men skrives over i et diagram over det enkelte menneske, som bevæger sig i de felter – snart her, snart der.
Den indre linje har moderne teologi også grebet, om ikke be-grebet. Siden P.G. Lindhardt på et stormomsust møde i Askov opgav det evige liv, som vi aldrig kan kende, er der hældt en hel del vand ud – både til bestandig ophidselse og til mere rationelt funderet accept.
Bogen er original. For den taler ikke om de to kendteste faktorer i hele debatten om tro: døden og alderdommen.
Den taler i det hele taget ikke så meget om troen som om mistroen – den folkelige, den moderne. Mange mennesker har simpelthen ikke tid til tro. Så er ateisme da hurtigere overstået.
Tro står ikke over for videnskabeligheden, bemærker Bente Hansen. Den står ikke på traditionen og konventionens grundlag, den handler siden Jesu tid ikke om vores yndlingsemner: penge og magt – den er i Bente Hansens udlægning ganske selvstændig og frivillig – den vandrer vejen ad hvilken. Den kan afvises og genfindes, og det sker hele tiden.
Giv bogen til en intelligent tvivler! Han vil sige jaså! Eller: jaså?
fortsæt med at læse
