Ole Pedersen Kollerød tilbragte sin sidste tid i Stokhuset, et arresthus i København. Han blev henrettet i 1840.
Foto: Holger Damgaard

Ole Pedersen Kollerød tilbragte sin sidste tid i Stokhuset, et arresthus i København. Han blev henrettet i 1840.

Bøger

5 hjerter: Historien om 'den skrivende morder' er en fortælling, der kan bevæge en sten

Den henrettede Ole Pedersen Kollerøds selvbiografi er et bevægende hovedværk om ’de elendige’.

Bøger

17.november 1840 blev den 38-årige rovmorder Ole Pedersen Kollerød ført fra Københavns fængsel i Øster Voldgade – der, hvor Gefion Gymnasium nu ligger – til Amager Fælled, halshugget og lagt på hjul og stejle. Til skræk og advarsel. Helt til 1882 mente man, at offentlig henrettelse havde en præventiv virkning.

Ole Pedersen Kollerød var et usædvanligt litterært talent, der kun foldede sig ud én gang. Mens han sad i Stokhuset og ventede på Højesterets dom, skrev han på syv måneder et 218-siders manuskript om sit liv og sine synder med tegninger til. Det henlå i Det Kgl. Biblioteks håndskriftsamling, og der gik frasagn om det blandt fagfolk, men først i 1978 fik en forskergruppe så meget form på teksten, at den kunne udgives, for Kollerød med kun et års skolegang stavede, så det krævede optimal fantasi at udrede, hvad han mente, og hvem han omtalte.

Nu genudkommer værket så i forlaget Gladiators gode Sandalserie, der særlig satser på »glemte« og »hjemløse« outsidere. Det er i dette tilfælde at tage munden lovlig fuld, for 1978-79 blev beretningen trykt i 8.000 eksemplarer og har siden været godt kendt. Hans Otto Jørgensen kalder den i sit efterord »efter mit bedste skøn et hovedværk i dansk litteratur«, og det er – efter mit skøn – også så meget sagt. Men et hovedværk i dansk erindringslitteratur, et enestående kulturhistorisk dokument – dét er det.

Kollerøds fuldetitel lyder: ’Min historie om den ulykkelige skæbning som har forfulgt mig siden mit 6. aar og entil mit 38. aar som ieg nu er i mens ieg skriver dette. Til Her velbaaren Capitain Agerholm i Kiøbenhavn 1840’.

Kaptajn Abraham Agerholm var Stokhusets inspektør, og han og fængselspræst Carl Visby var dem, mente Kollerød, som forstod ham bedst og ville ham det bedste. Blandt hans tegninger er også fantasier om et »familie- og lysttempel«, som han undte »min edle velgiørrer« og »Deres naade frue Agerholm«. De tre står i modsætning til retssystemets gængse funktionærer. »Mange af politierne«, hedder det i en af Kollerøds mange jeremiader, »er di største skurke og dievle, som der er under solen«, for »at hielpe et menske paa den rette vei igen, det er et tordenslag for derres ørne«. Og »retten antar løgn for sandhed, naar barre det gaar ud paa det værst«.

Sådan står (få) helte mod (mange) skurke i Kollerøds sort-hvide verdensbillede, og hele beretningen er monteret som historien om, hvordan hans ulykke begyndte med, at han som 6-årig uretfærdigt blev beskyldt for frugtrapseri og banket fordærvet af sin mor og siden af arbejdsgivere. De følgende 14 kapitler følger ham ud og ind af løse jobs, løse pigers senge, tyvestreger, drukture, bank, fængselsophold, to gange flugt og pågribelse, forhør og selvmordsforsøg frem til to dage før henrettelsen.

Handlingen udspilles i trekanten Jørlunde-Hillerød-København, og det danske samfund 1802-40 ses nedeframed et væld af detaljer og skarpsindige iagttagelser om rig og fattig, godt og ondt, ret og uret, forbrydelse, straf og magtmisbrug. Kollerøds grundsyn er, at man bliver tyv af social nød, og at det selvforstærkende straffesystem får småsynder til at eskalere ud i fortabelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad Kollerød skildrer, er dem på bunden – de elendige, som Victor Hugo 20 år senere skrev sin kæmperoman om. Men lur ham Kollerød, for han er også en filur. Oprøreren i ham er snild til at besmykke sine motiver og motivforskydninger, og han appellerer til sympati med martyrgreb, der lægger op til retorisk analyse.

Men frem for alt er manden et eminent fortælletalent, og man er med i hans stemningssving op til den fatale 12. juni 1837, da han og to kammerater som hævn vil bestjæle kusken Lars Pedersen på Nymølle Papirfabrik ved Mølleåen. Han besværger sig selv: forsigtig, forsigtig! Men da kusken vågner og råber op, snitter han halsen over på ham for ikke at blive opdaget. På flugten »drak ieg nogle eggesnapse, saa at ieg snart tabte min forstand«, og han bliver taget.

Fatalistisk håber han til sidst (oversat til nudansk), at Jesus »vil modtage min forvildede og bedrøvede sjæl, som nu kaster sig for Dine hellige fødder og beder Dig om nåde og barmhjertighed«. Og det hele slutter med et dommedagssyn: »Det skabte sover. Livets pulsslag standser. Verdenshjulet rædsomt stille står og forkynder almen undergang. O, lad sløret falde, hårde skæbne. Lad det falde. Mere kan jeg ej tale«.

Så godt skrev Ole Pedersen Kollerød. Der kunne være blevet en digter af ham, hvis kniven ikke havde siddet løst. Det er en historie, der kan bevæge en sten.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce