Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jan Guillou kunne godt have brugt en redaktør til at hjælpe med at få luget ud i de belærende gentagelser i sin seneste bog.
Foto: Martin Lehmann

Jan Guillou kunne godt have brugt en redaktør til at hjælpe med at få luget ud i de belærende gentagelser i sin seneste bog.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

2 hjerter: Hovedpersonen træffer alle de rigtige valg i Jan Guillous nye bog, og det er ikke til at holde ud

Takt og tone, mad og mode fylder for meget og ægte liv for lidt i Jan Guillous omstændeligt belærende og generaliserende billede af venstrefløjen i 1968.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når Jan Guillou, der gennem årene har været en torn i øjet på den svenske højrefløj såvel som på dele af venstrefløjen, vælger en titel som ’1968’, har man da lov at være lidt forventningsfuld.

»En roman om en omstridt epoke, skrevet af en forfatter, der selv befandt sig midt i begivenhedernes centrum«, siger omslaget da også om dette syvende bind af (vistnok) ti om slægten Lauritzen i ’Det Store Århundrede’.

Men i centrum befinder han sig nu ikke, Guillous alter ego her: Eric Letang med det franske navn, født 1944 ligesom forfatteren af Hamilton-serien, Tempelridder-romanerne og kostskoleromanen ’Ondskaben’.

Vi mødte Eric som kostskoledreng i forrige bind, men nu er han så blevet medlem af Socialistiske Jurister, går med FNL-mærke til Vietnamdemonstrationer og melder sig ind i et fritidskollektiv med joints og brune ris og fri sex.

Selv den overfladiske latterliggørelse af svenske stalinister, trotskister og maoisters humorforladthed bliver bare til bedrevidende repetition

Allerede her lyder det sjovere, end det er i den monotont belærende fortælling, hvor alt forklares flere gange, ja, stedvis gentages ordret, uanset om det drejer sig om kritikken af USA’s krig i Vietnam eller et tysk medicinalfirmas kyniske salg af thalidomidpræparater trods forskeres advarsler.

Selv den overfladiske latterliggørelse af svenske stalinister, trotskister og maoisters humorforladthed bliver bare til bedrevidende repetition.

Vel var de da henholdsvis imperialistiske, kyniske og latterlige, men en redaktør kunne nu godt have fortalt Guillou, at selvtænkende læsere – selv jeg, der er nøjagtigt jævnaldrende og i 1968 med i tilsvarende sammenhænge – bliver kontrære af at få det ind med skeer igen og igen.

En eventuel redaktør kunne så også have spurgt Guillou, om Eric virkelig behøver overveje valget mellem venstrefløjens ’træsko’ eller juristverdenens jakke og slips i hvert eneste kapitel i bogen? Eller evig og altid at karakterisere folk efter deres påklædning, mad og vin.

I Aachen – hvor mere end hundrede sider foregår – er maden for eksempel »meget tysk og temmelig udefinerbar«, mens vor helt selv er anderledes raffineret, ustandseligt tænker på, hvad »en gentleman« ville gøre, og uundgåeligt vælger korrekt mellem »chablis eller muscadet« til østers! I øvrigt midt i en nedsabling af Ingmar Bergmans æsteticisme i filmen ’Skammen’.

At Eric også vælger korrekt i alle erotiske, politiske og juridiske anliggender, øger ikke just spændingen eller fornemmelsen af et ægte menneske.

Selv om han omtales i tredje person, følger vi uden afvigelse hans synsvinkel, som falder så tæt sammen med forfatterens egen, at Guillou ligefrem hist og her skriver »vi« og »os« i stedet for »dem«. Andre steder rammer han bare tonen skurrende skævt, som når den lige så venstreorienterede fætter slutter et brev til Eric med ordene »Kammerat fætter Henning«.

Håb forude

Guillous friske generaliseringer er før blandt andet gået ud over den norske modstandshelt Max Manus. Denne gang er det danske PET’s holdningsregistrering af demonstranter på venstrefløjen, der minder Guillou/Eric og »selv dele af den borgerlige presse« i Danmark dengang om »besættelsen, Gestapo og det danske politi, som dengang gik fjendens ærinde ’i kampen mod kommunismen’«.

Således udslynget i forbifarten – og uden en tanke over, hvorfor danske politifolk siden måtte flygte til Sverige – bliver sådan et udsagn nu mindre oplysende end nødvendigt.

’1968’ kommer næppe til at stå som Guillous største triumf som skønlitterær forfatter. Men et muligt lyspunkt glimter forud for næste bind.

Mellem Eric og hans skolekammerat Erik Ponti, nu journalist, er der tilløb til et politisk dobbeltportræt, altså ligesom mellem Nexøs Pelle Erobreren og Morten hin Røde, mellem Frank og Frans i ’Fodboldenglen’ og så videre. Måske dét kan udvikles til lidt mere psykologisk og politisk dialektik i næste bind?

Gerne på bekostning af den maniske optagethed af vinmærker og dresscode.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden