0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sofie Amalie Klougart
Foto: Sofie Amalie Klougart

Madame Nielsen: »Jeg er meget smukkere som kvinde, ikke sandt?«

Samtalen skal foregå på fransk, og Madame Nielsen frabeder sig smalltalk. Når disse regler er overholdt, deler hun til gengæld gavmildt ud af sine tanker om livet som »måskemenneske«, om kroppen, maden og kunsten.

FOR ABONNENTER

Baedekers klassiske pariserguide fra 1913, enhver respektabel turists lommebog om byen, er klar i spyttet: »De bedste parisiske cafeer kan besøges af damer, selv om hovedstadens finere kvindelige indbyggere sjældent ses på dem. Særligt bør undgås dem på nordsiden af Boulevard Montmartre«. Klar tale, men lige meget hjælper det, Madame Nielsen plirrer blot med øjnene, som hun der sidder i sommerens sidste stråler og nipper til sin espresso tæt ved Panthéon i den blege sol. Den sol, som hun fortæller mig »er essensen af det, jeg bliver som kvinde: let og glødende, en melankolsk og forsinket og derfor egentlig evig sommer«.

Det er to år siden, at kunstneren og forfatteren, der fra sin dåb og indtil 2001 hed Claus Beck-Nielsen, første gang tog sin lilla baret og pufskuldrede jaket på, sminkede de smalle kinder med pudder og læberne med stift. Og lod forstå, at hun nu var og måske altid delvist havde været, ikke bare en pige, ikke blot en tøs, men egentligt en Madame, sekundært Nielsen.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts