Baedekers klassiske pariserguide fra 1913, enhver respektabel turists lommebog om byen, er klar i spyttet: »De bedste parisiske cafeer kan besøges af damer, selv om hovedstadens finere kvindelige indbyggere sjældent ses på dem. Særligt bør undgås dem på nordsiden af Boulevard Montmartre«. Klar tale, men lige meget hjælper det, Madame Nielsen plirrer blot med øjnene, som hun der sidder i sommerens sidste stråler og nipper til sin espresso tæt ved Panthéon i den blege sol. Den sol, som hun fortæller mig »er essensen af det, jeg bliver som kvinde: let og glødende, en melankolsk og forsinket og derfor egentlig evig sommer«.
Det er to år siden, at kunstneren og forfatteren, der fra sin dåb og indtil 2001 hed Claus Beck-Nielsen, første gang tog sin lilla baret og pufskuldrede jaket på, sminkede de smalle kinder med pudder og læberne med stift. Og lod forstå, at hun nu var og måske altid delvist havde været, ikke bare en pige, ikke blot en tøs, men egentligt en Madame, sekundært Nielsen.
I tiden siden da er hendes roman ’Den endeløse sommer’blevet solgt til udgivelse i blandt andet Tyskland, Mexico, Spanien, USA og nu altså Frankrig, hvortil hun lige er ankommet med tog for at deltage i nogle arrangementer i forbindelse med udgivelsen, og hvor vi har aftalt at vandre rundt for at prøve at opstøve et par af dem, Madame Nielsen refererer til som »mine pariserforfattere, mine filosoffer«.
Aftenen før var det Danmarkshuset på Champs-Élysées, der lagde lokaler til hendes udfoldelser. Halvanden time med oplæsning og diskussion og Nielsen på guitar iført en tæt rød kjortel, der fik hende til at ligne Dante Alghieri på noget nær permanent ophold i Helvedes fjerde kreds. I sangene vekslede hun helgenagtigt mellem det dæmoniske og det døende; atter siddende på interviewstolen ved siden af den franske oversætter virkede det, som om en fjer kunne slå hende itu. Det var vanskeligt at betragte hende, næsten ubærligt. Et stykke af det, der er tilbage af et menneske, når alt andet er blevet fjernet.
