For fem år siden romandebuterede Jesper Stein med krimien ’Uro’. Dengang lignede e-bogen det, fremtiden var bygget af. Der var en tro på, at læsning af bøger på iPad og lignende apparater ville stige stærkt. Stein forhandlede derfor en kontrakt, så han ville få ekstra indtægter, hvis han solgte mange e-bøger.
Anderledes så det ud med lydbøgerne. For de fleste var det et format for blinde og læsehæmmede. Han overvejede aldrig at sikre sig højere satser, hvis romanen slog an på lyd.
»Markedet var ligegyldigt, men i dag er det jo blevet stort«, siger forfatteren.
Alene streamingtjenesten Mofibo/Storytel har 120.000 danske abonnenter. Hertil kommer tjenester som BookMate og Politiken Books. Hos alle kan man for et fast beløb læse eller lytte, så meget man vil. De fleste lytter.
