Jeg tænker ofte på bogens stilhed, hvordan den synes så harmløs og betydningsløs, som den står der, klemt inde på en boghylde blandt tusind andre bøger, så uanselig, så uskyldsren. Og så, når man åbner den og falder på hovedet ned i en verden af stemmer, ned i ukendte rum, hvor man kan gå omkring og kigge uden selv at blive set, hvor man kan underkaste sig en fremmeds stemme.

Det er blevet sagt om Kazuo Ishiguro, at han aldrig skriver den samme bog. Måske er det den der milde, forsigtige fortællerstemme, der ligesom smyger sig ind på sin læser og skaber denne følelse af neutralitet og tilfældighed. En fortællerstemme, der af og til næsten synes at undskylde, at den forstyrrer sin læser, en stemme blandt milliarder af andre stemmer på Jorden, der fremstår med en sådan selvfølgelighed og autoritet på siden og i læserens hoved, at den ikke kan have nogen anden afsender end sig selv.