Vandmærket (1993)

»Jeg debuterede jo i 1991 som digter og troede egentlig, at jeg kun skulle skrive digte. De tre første digtsamlinger udgør en trilogi og handler om bevægelsen fra barn til ung, og frem til en større modenhed, også sprogligt. ’Vandmærket’ skrev jeg ikke med tanke på udgivelse. Jeg troede ikke, at jeg kunne skrive prosa. Men en dag fortalte jeg Morti Vizki, at jeg havde skrevet nogle noveller, og han tilbød at læse dem. Han ringede nogle dage efter og sagde: »Send dem straks ind til forlaget«. Så jeg snublede på den måde ind i prosaen.

’Vandmærket’ handler om mennesker, der af den ene eller den anden grund ikke helt kan tilpasse sig samfundets normer og krav. Mennesker på kanten, i udkanten, den psykisk syge unge pige, narkomanen, den ensomme mor med små børn, det utilpassede barn. Man kan godt læse bogen som kritik af det velfærdssamfund, vi havde i 1990’erne, og som allerede da begyndte at falde fra hinanden. Eller et portræt, i hvert fald, af de mennesker, der falder gennem sprækkerne og ikke får den hjælp, de har brug for. Der er en social indignation, som jeg altid har haft med mig.