Romanaktuelle Anne-Marie Vedsø Olesen: »Folk plaprer op. Alle meninger er lige gyldige. Jeg har faktisk en form for åndelig kvalme over det«

Anne-Marie Vedsø Olesen var nået et punkt, hvor hun var holdt op med at være bange for at dø.

»I lang tid af deres liv frygter de fleste mennesker jo døden. Jeg var begyndt at tænke: Jeg har oplevet det, jeg skal opleve. Til gengæld er jeg ved at miste begejstringen. Og jeg har ellers altid været et meget begejstret menneske«, siger forfatteren og uddyber, at hun fik en been there, done that-følelse, når hun for eksempel hørte folk citere Shakespeare eller Nietzsche ved et middagsselskab.

»Jeg havde fået det ligesom de voksne, jeg selv foragtede som barn, fordi jeg syntes, det var banalt, når de snakkede om naturen og vejret: Nu syntes jeg, det var noget af det vigtigste at tale om. Det fik mig til at tænke på, hvordan man mon ville have det, hvis man blev ved og ved med at leve? Det prikkede hul på udødelighedshistorien for mig«.

Sådan fik Anne-Marie Vedsø Olesen – ad »krøllede sansekroge«, som hun siger – ideen til at skrive sin nye roman, ’Lucie’, om en kvinde, der har levet i 1.000 år, har oplevet så mange ting og lever med den forbandelse, at hun ikke kan dø: