Kan du huske din 2-års fødselsdag? Nogle kan. Flere siger, de kan, men forveksler erindringen om dagen med fortællingen om den. Hvornår begynder børn egentlig at kunne huske deres eget liv?
Sproget har betydning for hukommelsen. Der sker noget med de smås hjerner, den dag de kan pakke erindringer ind i beretninger. Det er vigtigt, hvordan forældre taler med deres børn om oplevelser. Det er med til at holde erindringer i live. Måske endda til at skabe dem.
Der sker også noget i hjernen. Der opstår et såkaldt ’perineuralt’ net, et finmasket lag proteiner, der beskytter koblingen mellem neuronerne, så »hukommelsessporene nærmest bliver limet fast«.
Hvad der er vigtigst, er svært at sige, for »det er stadig et mysterium, hvor tidlige erindringer det er muligt at have«.
Mysterium, det er bogens uudtalte omkvæd. Man ved noget. Det organ i hjernen, der kaldes hippocampus – og som ligner en søhest, deraf bogens navn, ’At dykke efter søheste’ – blev opdaget af en italiensk læge i 1564. Og i 1953 fandt en canadisk læge ud af, hvad det organ bruges til.
Han havde nemlig fjernet den lille dims på en patient i håb om at kurere en svær epilepsi. I stedet fik det kirurgiske indgreb frembragt en mand blottet for korttidshukommelse.
Journalisten holder bogen i gang
De to norske forfattere Østby og Østby fortæller en del om hjernens funktion, men mere om dem, der har fundet frem til det i grunden forbløffende lidt, vi ved om emnet. Og hvordan de gjorde.
7 veje til en skarpere hjerneVi er vist en hel del, der har prøvet at glemme noget og så opdaget, at det hjælper at gå tilbage til det sted, hvor man fik indgydt det ord, man har glemt. At der er noget om snakken, er blevet bevidst med et nærmest gribende omstændeligt bevis.
En flok forsøgspersoner får stukket et antal ord i hånden, som de skal prøve at huske. Dels oppe på landjorden, hvor de har fået listen, dels i neddykket tilstand dybt under havets overflade. Det første går bedre end det sidste, ikke så overraskende.
Vender man op og ned på forsøget, går det ligesådan, og det er overraskende. De, der har fået listen (på lamineret papir!) nede i dybet, husker flere af ordene i neddykket tilstand, end når de har fast grund under fødderne.
Det er nærliggende at sammenligne ’At dykke efter søheste’ med Giulia Enders’ vidunderlige ’Tarme med charme’. Men også lidt letkøbt. For den tyske bog om fordøjelsesprocessen og dens organer beskæftiger sig med et område, som er langt bedre belyst og forstået end hjernen og dens processer.
Den ene af de to forfattere, Ylva Østby, er ph.d. i neuropsykologi. Men det er hendes søster, journalisten Hilde Østby, der har lagt fag til det, som holder bogen i gang: teasere, anslag, interviews, udsatte opklaringer, alle de greb, man holder gode reportager i gang med. Fortællinger om, hvordan vi har fået en lille smule at vide om det største uopklarede mysterium her på Jorden, menneskets hjerne.
fortsæt med at læse
