Somme tider, sådan cirka midt på dagen, skinner solen i Los Angeles unaturligt skarpt. Himlen er kunstigt blå, som om farven er malet på, palmerne står bomstille i varmen, og folk stresser apatiske omkring, som om de venter, at atombomben kan ramme, hvad øjeblik det skal være, mens de forsøger at ligne nogen fra en film. I sådanne øjeblikke er det ikke svært at forstå, hvorfor den franske filosof Jean Baudrillard, lamslået over mødet med den amerikanske storby, skrev, at man måtte forstå virkeligheden gennem filmkunsten, fordi filmens celluloidstrimler syntes mere virkelige end virkeligheden selv.

I Joan Didions moderne amerikanske mesterværk, ’Intet gælder’, som første gang udkom i 1970 under titlen ’Play It As It Lays’ og først nu udkommer på dansk, driver romanens hovedkarakter, Maria, søvngængeragtigt rundt i 1960’ernes Hollywood. Hun har mistet alt: Hendes ægteskab er ovre, hendes lille datter er institutionaliseret med en psykiatrisk diagnose, og hendes skuespilkarriere har aldrig rigtig taget fart. Til gengæld har hun et pillemisbrug og en evne til at forsvinde ud af virkeligheden, når verden bliver for barsk.