Det dødeste, der findes, er en nylig afdød forfatter. Efter at de pæne ord i nekrologerne er klinget af, bliver der som regel meget stille. Der er enkelte, der dukker op igen efter et årti eller to og bliver udgivet og fortolket på ny. Det er dem, man kalder klassikerne. Resten, de fleste, hører man aldrig om mere.
Inger Christensen er undtagelsen fra timeoutreglen. Om hende blev der ikke stille, efter at urnen var sænket i jorden 2009. Hun er blevet læst og omtalt uafbrudt. Der bliver ved med at komme nye bøger med hendes navn på. Snart kommer den tykkeste af dem alle, næsten tusind sider med tekster fra hendes efterladte arkiv.
Det er en god anledning til at spørge, hvad det specielle er ved denne ener, digteren, der gennem et langt liv udgav færre bøger end de fleste, men huskes bedre end mange.
Det er digtene, der er forfatterskabets bærende konstruktion. Hun debuterede med den lille tynde ’Lys’ som 27-årig i 1962. I 1991 udgav hun sin sjette digtsamling, ’Sommerfugledalen’. Og så var det slut med digte, skønt hun havde 18 år endnu at leve i. En lille håndfuld romaner og børnebøger blev det også til, og lidt skuespil. Men det er digtene, der hører fremtiden til.
