Der findes en i dansk sammenhæng lidt overset schweizisk forfatter, som godt kunne være på vej mod et gennembrud.
Hans navn er Christian Kracht, en blændende, underholdende, ætsende satirisk og lettere antikveret stillist, som i flere af sine romaner – helt fra debuten, ’Faserland’ (1995), til nu – har gennemspillet, leget og joket med den vestlige civilisations måske mest djævelske problematik: Hvad kan mennesket opnå via modernitetens liberale ensomhed i modsætning til utopiernes drømme og fællesmål?
