Åh, sikken fryd at læse en roman skrevet af en kvinde om en mand, der kalder sig ’jeg’. Fra første side udsender den et signal om, at nu kommer der ikke igen en af de 50 nuancer af autofiktion, men et produkt af en forfatters fantasi, ikke bare af hendes fortid.

Romanens første del, der foregår hjemme i Island, lyder ganske vist ret meget som nutidens andre fortællinger om de nordiske krusninger i privatlivet. Jonas er skilt. Det er længe siden, han og konen gled fra hinanden og passede hver sit. Hun nåede dog at fortælle ham, at deres datter ikke er hans. Det er otte år, fem måneder og elleve dage siden, han har lagt armene omkring en kvinde. Det er ved at være tid til at begå selvmord.