Lars Olsen er en samfundsanalytiker, som vi ikke har for mange af. I flere bøger har han sat fokus på de lag i befolkningen, som har fysisk arbejde – fra faglærte og ufaglærte arbejdere over pædagoger til sosu-assistenter. De er karakteriseret ved at arbejde manuelt, det gælder f.eks. også pædagoger i vuggestuer; de udgør en stor del af befolkningen – 39 pct. ifølge Olsen – og de omtales ifølge samme Olsen næsten ikke i den offentlige debat. De er ’det forsvundne folk’.
Bogen består bl.a. af reportager fra møder, hvor Olsen har været foredragsholder, og refererer en række klager fra folk, som er nedslidte eller utrygge ved en fremtid, hvor de skal arbejde længere end tidligere generationer – op til 70 år, før de kan få folkepension. Mange må leve på kontanthjælp, bliver slæbt igennem arbejdsprøvninger og har svært ved at få en førtidspension, selv om de er syge. Utrygheden er udbredt.
